Frem mod kommunalvalget 21. november afholder en række af uddannelsesinstitutionerne i Randers Kommune 10 vælgermøder. Her får de studerende mulighed for at få politikerne i tale om de emner, der er vigtige for de unge vælgere og som fylder i deres hverdag

I samarbejde med Randers Kommune indbyder otte uddannelsesinstitutioner i Randers til vælgermøder i forbindelse med det kommende kommunalvalg. Ideen med møderne er at skabe opmærksomhed omkring kommunalvalget og give de studerende mulighed for at møde nogle af de kandidater, som de kan stemme på d. 21. november. Samtidig er det en god lejlighed for politikerne til at vise de unge mennesker, at kommunalpolitik er noget, der vedrører os alle sammen.

Udgangspunkt i de unge
I ugerne op til vælgermøderne har de studerende arbejdet med et formulere en række spørgsmål og temaer, som politikerne vil tage udgangspunkt i, når de leverer deres indledende bemærkninger. Desuden er spørgsmålene formidlet videre til ordstyrerne, som dermed kan sikre, at kandidaterne holder sig til de emner, som de unge gerne vil have fokus på. Endelig vil der også være mulighed for at stille spørgsmål under selve mødet, hvor tilhørerne enten kan række hånden i vejret og stille sit spørgsmål mundtligt eller skrive det på Facebook-siden “Unge stemmer I Randers”.

Blandt kandidaterne har der været stor interesse for at deltage i møderne, og på hvert møde deltager mellem 13 og 16 kandidater. Det første løb af stablen på Randers Social- og Sundhedsskole 1. november og det sidste af de ti vælgermøder finder sted på Paderup Gymnasium dagen før valget – mandag 20. november kl 10.15.

Vælgermøderne:
Erhvervsakademi Dania – 13. november kl. 10.30-12.00 på Minervavej 63, Paderup.
Randers Statsskole – 14. november kl. 10-11.30 på Rådmands Boulevard 20, Randers.
VIA University College, 14. november kl. 14-15.30 i på Jens Otto Krags Plads, Randers.
Randers Produktionshøjskole – 15. november kl 13.15-14.45 på Engboulevarden 30, Randers.
Paderup Gymnasium – 20. november kl. 10.15-11.45 på Apollovej 64, Paderup