Region Midtjylland er ansvarlig for helt afgørende velfærdsområder såsom hospitalerne, psykiatrien, akutberedskabet, specialiserede sociale institutioner, oprydning af giftgrunde, sikring og beskyttelse af vores drikkevand, regionale buslinjer, erhvervspolitik og meget mere.

At være regionsrådsformand kræver, at man har et dybtgående kendskab til alle disse områder, og at man kan samle politikerne i regionsrådet om at finde stærke løsninger indenfor komplicerede problemfelter. Samtidig skal regionsrådsformanden kunne indgå i et tæt samarbejde med tusindvis af ansatte, da det er gennem de ansattes daglige arbejde, at løsningerne for borgerne skal findes.

Anders Kühnau besidder de kvalifikationer, der skal til for at finde de rigtige løsninger for borgerne. Han har den dybe indsigt, er flittig og lytter gerne til andre. Han har gennem 12 års arbejde i regionsrådet opbygget en enorm troværdighed omkring sin egen person, og han har klare holdninger med et menneskeligt fokus. Kort sagt vil Anders være en fremragende formand, der kan favne alle borgeres interesser.

At finde fælles løsninger til gavn for alle i et kompliceret sundhedsvæsen kræver en indsigt, der ikke kan tilegnes på kort tid. Det kræver mange års erfaring, og den har Anders. Jeg giver derfor Anders Kühnau min største anbefaling og opbakning, og jeg håber, at rigtig mange borgere i Region Midtjylland vil stemme personligt på ham. Han er uden tvivl den rette nye regionsrådsformand.

 

Bent Hansen
Formand for Region Midtjylland