En god bredbåndsforbindelse er essentiel i en digitaliseret verden. I Venstre arbejder vi for en god forbindelse og for at bekæmpe støj på linjen. Det er en nødvendighed at have lynhurtigt internet både på arbejdet og i privaten. Desværre kniber bredbåndsforbindelsen stadig i for mange kommuner. Selv i Assentoft er der dårlig forbindelse. Det samme gør sig gældende i flere andre byer i Randers Kommune. Derfor glæder det os at regeringen og DF har givet bredbåndspuljen en ekstra prioritering ved, at mere end fordoble puljen fra 40 mio. kr. til 100 mio. kr. i 2017. Den ekstra prioritering passer godt med at Randers Kommune og Landdistriktsudvalget har lagt en linje med to mio. kr. de næste to år til bedre bredbånd. Det betyder at flere virksomheder og borgere har muligheden for at få en bedre internetforbindelse. Dermed bliver det nemmere for den enkelte borger at se yndlingsserien på Netflix og virksomhederne kan fortsat udvikle sig.

Der skal være en hurtig og velfungerende internetforbindelse, uanset om du bor i byen eller på landet. Derfor er det vigtigt at bredbåndspuljen eksisterer og, at den har den rette størrelse. En god internetforbindelse er vigtig for at få en moderne virksomhed til at hænge sammen, og for at den moderne familie kan bruge skolens intranet, tjekke nyheder og til at underholde børnene med et spil.

Sidste år blev der igennem bredbåndspuljen uddelt omkring 80 mio. kr., hvilket medførte en forbedring af bredbåndsforbindelsen for ca. 3.700 adresser. I år er der ansøgninger fra 72 bredbåndsprojekter fra 39 forskellige kommuner i hele landet. Ansøgerne har søgt om næsten fire gange så mange penge som der oprindeligt var i puljen for i år. Med forøgelsen af puljen er der nu endnu flere af de mange bredbåndsprojekter, der kan se frem til et tilskud og dermed en hurtig internetforbindelse. Vi håber begge, at de ekstra penge er med til at nå længere ud end den tidligere pulje og dermed få ændret på den dårlige forbindelse i Randers omegn. Det er jo positivt for alle der bor i området.

 

Michael Aastrup Jensen MF, (V)
&
Lars Søgaard
Formand Landdistriktsudvalget Randers kommune (V)