Hvis du er helt afhængig af en bestemt behandling og træning for at kunne vedligeholde din krop, bevare dit funktionsniveau og i sidste ende leve lige så længe og godt som alle andre, så vil de færreste nok mene, at behandlingen skal afhænge af din kommunes økonomi. Økonomien afgør jo heller ikke, om man skal have en CT-scanning eller om gravide skal have et kejsersnit. Det er en sundhedsfaglig beslutning, som træffes af læger.
Men i økonomiaftalen mellem Kommunernes Landsforening og regeringen er der lagt op til, at det fremover ikke er en læge, men en kommunal sagsbehandler, der skal visitere til vederlagsfri fysioterapi. Det, frygter jeg, kan få alvorlige konsekvenser for mennesker med handicap i almindelighed og mennesker med cerebral parese (spastisk lammelse) i særdeleshed.
Rigtig mange mennesker med cerebral parese modtager vederlagsfri fysioterapi. Og for mange – især voksne – er fysioterapibehandlingen ofte den eneste behandling, de får. Det er en behandling, de er helt afhængige af for at vedligeholde kropslige funktioner, forebygge kropsligt forfald, senskade og for tidlig død.
Skal kommunerne fremover bestemme, hvem der kan få fysioterapi og hvor ofte, så frygter jeg, at økonomiske overvejelser vil betyde, at mange handicappede ikke får den behandling, de har brug for. Konsekvensen vil være dårligere helbred, dårligere livskvalitet – og formentlig også øgede udgifter til andre hjælpeforanstaltninger, medicin og flere hospitalsindlæggelser. Derfor skal det naturligvis fortsat være læger, der vurderer behovet for vederlagsfri fysioterapi.
Lone Møller
Landsformand i Spastikerforeningen
