Afvikling af landsbyer – ikke i Ø. Bjerregrav og omegn!

Jeg glæder mig over private initiativer, men også over sociale tiltag, der giver sammenhold på baggrund af ideer fra initiativrige borgere

Jeg ser f.eks. dagligt, hvordan et privat foretagende ”Familiemåltider.dk” pakker og leverer måltidskasser ud til en kundekreds, der breder sig i Øst- og Midtjylland. Et firma som startede i en staldlænge med en enkelt medarbejder, og som i dag har vokset sig større og med flere og flere, især ungarbejdere ansat. Disse unge får en god start på et begyndende voksenliv.

Vi har omkring 150 arbejdspladser i Bjerregrav. Mange af disse virksomheder er også startet i det små, vokset sig større og udover det positive i det, har mange af dem også gjort en indsats for at hjælpe de unge i gang. Vi har både plads til og brug for flere af den slags virksomheder i vores by.

I vores lokale brugs ser vi også, hvordan de unge får jobs, vokser med opgaven og er med til at kæmpe for vores lokale handelssted, som vi alle må støtte og passe på.

Bjerregrav har altid haft en aktiv boldklub. Det har den stadig og udover fitness og andre sportslige aktiviteter arrangeres ”Fin Familie Fredag” en gang om måneden med pizza buffet leveret af vores lokale Pizzeria. Derudover er der en masse sjove aktiviteter, som 150-200 personer hygger sig med.

Vores nyetablerede aktivitetspark bliver også brugt flittigt – senest ved Halloween-fest, hvor 160 spiste sammen før børnene under ordnede forhold blev sendt på ”uhyggelig” rundtur i byen. Spejdere og kirken bød også ind til Halloween Gudstjeneste, og kirken var fuld af både ”ballade” og folk.

Vi har måske den største og mest aktive seniorklub i kommunen. Seniorerne holder af vores ældrecenter, hvor mange aktiviteter foregår og går ud fra. Et sådant samlingssted er guld værd, og det må der værnes om.

Nyrenoverede forsamlingshuse i såvel Ålum som Bjerregrav bruges flittigt til fest og forskellige arrangementer.

En meget aktiv Fussingøgruppe arrangerer koncerter, kunstudstilling, strikkeweekender såvel som guidede ture til glæde for både lokalbefolkning og folk udefra.

Større koncerter som f.eks. Logan koncert i Ø Bjerregrav hallen, Lilholt koncerter i kirkerne melder udsolgt næsten før, det bliver averteret.

Så Landbeboere – det kan lade sig gøre med Landdistrikter i udvikling, hvis vi selv er aktive og gør en indsats.

Jeg vil til enhver tid støtte op om fornuftige og realistiske projekter i landdistrikter.

 

Niels Erik Christensen
Nr 6 på Venstres kandidatliste
Egevej 2, Bjerregrav
8920 Randers NV