Efter åbningen af den nye oldtidsudstilling “Livet ved Fjorden” på Museum Østjylland i Randers drager museets arkæologer ud i lokalområderne

Nu er turen kommet til egnen omkring Spentrup, hvor museumsinspektør Benita Clemmensen fortæller om de fine fund fra fortiden, som er dukket op ad jorden i dette spændende område onsdag 22. november kl. 19.00 i Spentrup Sognegård.

Foredraget tager afsæt i nogle af de historier, som præsenteres i “Livet ved Fjorden”. Museets nye udstilling rummer mere end 1.400 oldsager, og blandt dem gemmer sig blandt andet en lille, cirka 1.500 år gammel rangle af ler. Ranglen er fundet i nærheden af Birke Allé i det sydøstlige Spentrup.

”Ranglen er bemærkelsesværdig, fordi den ikke er fundet i et barnegrav, men derimod i en grav med en voksen person, ” fortæller Benita Clemmensen.

I foredraget kommer hun med et bud på, hvem den gravlagte var.

Masser af runesten
I foredraget kommer også underholdende historier om nogle af egnens mange runesten f.eks. fra Jennum og Nr. Borup. Arkæologerne kender til ikke mindre end 43 runesten fra Randersegnen.

”Så mange runesten gør området specielt i forhold til resten af Danmark. Stenene vidner om, at egnen havde stor politisk betydning i vikingetiden. Det synes jeg da godt, at vi kan være stolte af, ” siger Benita Clemmensen.

Sten fortæller historie
Det blev almindeligt at skrive med runer i vikingetiden, og en del mennesker har dengang nok kunnet læse dem. Tit skrev de på træstykker, som sjældent er bevaret op til nutiden.
Men runer, der blev hugget ind i granittens hårde overflade, er bevaret og fortæller historier om livet og menneskene i vikingetiden. Stenenes indhuggede tekster fortæller om dem, der rejste stenene, og om dem, de blev rejst for. Vikingetidens runesten var mindesten over betydningsfulde og elskede mænd og kvinder. Ved vadesteder og vejkryds og langs veje og sejlbare åer blev de store farverige og tekstfyldte sten stillet op for at blive set.

Billet til fortidens fine fund
Der tages entré til foredraget i Spentrup Sognegård. Der serveres en god kop kaffe.
Gratis adgang for medlemmer af Museumsklubben, Museumsforeningen for Ebeltoft og Omegn og Djurslands Museumsforening.
Køb billetter på museumoj.dk under ”Program i 2017”. Reserver også gratis billetter her.
Du kan også hente dine billetter i butikken på Museum Østjylland.