En baggrund med et aktiv fritidsliv gennem FDF og en tur på klatrevæg i Skotland fik Louise og Kim Vinther til at starte deres eget klatrefirma. Nu kan alle få en tur op i luften – dog med sikkerhedslinen godt sikret i taljen og i loftet. Klatreautomaten åbner på lørdag

 

Udefra ligner siloen en ganske almindelig bygning med højt til loftet. Men indeni er der endnu højere. Fra kælder til loft er der 16 meter og nu kan man forcerer denne væg med energi og udholdenhed.

”Vi vil gerne udfordre med en aktiv fritidsaktivitet. At klatre kræver balance, styrke og udholdenhed”, siger Kim Vinther.

Sammen med hustruen Louise åbner han nu Randers´ nye fritidsaktivitet Klatreautomaten. Bygningen har adresse på Hadsundvej 164 og her kan man enten udfordre sig selv eller få en kop kaffe og en kage i caféen, der har store vinduer ud til det store rum, hvor der findes forskellige klatrevægge, der udfordrer alle aldre. Her kan alle være med – hvad enten man er to år eller 80. Hvad enten man vejer 10 eller 100 kilo. Om man er nybegynder eller øvet og træner til at blive bedre.

”Vi kan se en tendens rundt omkring, at folk synes, det er sjovt at klatre. Og det håber vi også, at Randers er med på”, siger Louise Vinther.

Hun har en baggrund som eventkoordinator og sammen med sin mand – Kim – der har erfaring som selvstændig smed – stiftede de to i sommeren Klatreautomaten for at få Randrusianerne med på den aktive trend.

”Vi håber, folk vil bruge klareautomaten som en alternativ form for fitness – der er jo så mange sjove måde man kan motionere på i dag. Og at klatre er én af dem”, siger Kim.

De to har et aktivt fritidsliv – de har været rundt i Europa og Danmark for at få inspiration til udformningen af klatreautomaten, og det er der kommet seks forskellige vægge ud af, med mulighed for otte forskellige klatreaktiviteter. Her er den almindelige klatrevæg med mulighed for at klatre 16 meter direkte op, med udfordrende greb undervejs. Og så er der en væg, hvor man kan klatre uden sikkerhedsline – den er fire meter.

”Vi har prøvet at gøre det sådan, at man får udfordringer undervejs. Det kræver meget styrke at klatre, så når du kommer til et godt greb, kan man lige tage en pause”, fortæller Louise.

De har selv – med hjælp fra venner og familie – udformet klatrevæggene. Her er der blevet god plads til fantasien – og nu kan man kravle på kasser og møbler – gymnastiktov eller traktordæk.

”Vi vil gerne bibeholde bygningens industrielle look – det er også herfra inspirationen er kommet”, siger Kim Vinther.

 

Sikkerhed i top

Sikkerheden er i top hos Klatreautomaten. Alt udstyr skal tjekkes af Force Technology som allerede har godkendt alt indtil videre. De kommer også forbi, når alt står klar på fredag og giver den endelige godkendelse. Herefter skal papirerne forbi politiet, der giver det færdige stempel, så klatreautomaten kan åbne dørene på lørdag. Alle der skal klatrer, får spændt sikkerhedsseler på underkroppen. Herpå sættes sikkerhedslinen, der går helt op til loftet – det hedder en Belay. Så kan man ellers klatre opad indtil kræfterne slipper op. Når man skal ned igen, slipper man bare grebet og bliver firet nedad i stødt tempo – det uanset hvilken vægt, man bærer rundt på.

Alt udstyr og greb er købt hos det specialiserede firma, Gubbies. På den måde har ægteparret sikret sig at alt udstyr er i orden. Men udformningen af vægge har de selv stået for.

Gulvet bliver dækket af gummifliser, der er tre centimeter tykke. Men det er mest for at gøre det behageligt.

”Den eneste risiko, du har for at falde her, er hvis du snubler over dine egne ben”, griner Kim.

 

God idé

Parret er ikke de store klatreentusiaster, men de kan begge klatre og har gjort det meget. De vil også begge være instruktører i åbningstiden som er fredag, lørdag og søndag og ellers efter aftale for teambuilding, polterabends, julefrokoster eller motionshold.

Louise har været instruktør hos Randers Klatrepark i Fladbro, men da ægteparret fik denne idé stoppede hun og er nu medarbejder hos Hobrovejens skoles fritidsklub. Kim er smed i hverdagen. Sammen kan de to skabe et helt unikt univers for både børnefamilier, motionister, turister og grupper fra for eksempel firmaer.

De har selv – med hjælp fra familie og venner stået for istandsættelse af den gamle spånsilo, der på ydersiden er lidt lavere end indvendig. Men bygningen er dog så høj, at de i efterårsferien havde en udendørs svævebane fra taget og 250 meter ud i terrænet.

Parret har været i gang siden 1. juni efter at de fik grønt lys fra banken.

”De sagde næsten ja, før vi selv sagde det”, griner Louise.

”Og det var dejligt at vores idé kunne lade sig gøre. For vi tror også på det her”; siger hun.

Stedet har potentiale til at blive et tilløbsstykke til alternativ motion eller bare til sjov i weekenden.

Fra næste år vil der også blive holdt åbent lørdag aften, så man kan komme til aftenklatring – dertil er der opsat kulørte pærer for at gøre det mere festligt.

Man kan bestille plads hos Klatreautomaten, så man er sikker på, at der er en sele, når man møder op. Det koster 150 kroner for to timers klatring.

Ved åbningen på lørdag – der starter kl. 12.00, kan man fra kl. 13.30 klatre for en flad hund.

Man kan læse mere på Klatreautomaten.dk.