Radikale har ikke råd til husstandsomdelte B-brochurer, men vi har selvfølgelig med interesse læst den Venstre har sendt ud.

”Stærk folkeskole” skriver Venstre. Jeg spørger: Hvorfor har udvalgsformand for Børne skole Udvalget Anders Buhl og co. ikke tilført skolerne nok penge, og hvorfor kan næsten 20% af vores 9 klasses folkeskoleelever ikke blive optaget på ungdomsuddannelserne?

”Flere hænder til børneområdet” skriver Venstre. Jeg kan oplyse Venstre og co. at var Radikale Venstres budgetforslag vedtaget i stedet for V+DF’s forligsbudget ville der være 18 mio. kr. mere til børnene næste år, og hele 32 mio. kr. i år 2021.

”Landdistrikter som vækstmotor” skriver Venstre. Jeg spørger: Hvorfor lukkede Venstre (sammen med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti) en landsbyskole, og flyttede nogle af landsbyskolernes overbygninger?

”Idræt for bredden og eliten” skriver Venstre. Jeg spørger: Har Omann og co. slet ikke haft den tanke, at Hal 4 kan koste breddeidrætten dyrt i og udenfor Randers by?

”Skattestigning – Nej tak” skriver Venstre; til trods for kommunens økonomi er presset. Radikale Venstre vil minde Omann og co. om, at der aktuelt hos de mest sårbare børn og unge, hos de ældre og voksne med særlige behov samt specialundervisningen er et underskud på mere end 70 mio. kroner, som V og DF har fejet ind gulvtæppet til efter valget – og det er jo kun en lille del af de velfærdsudfordringer vi har på kort sigt.

”Styr på økonomien”, siger Venstre. Så god er økonomien altså ikke, hørte vi under budgetdebatten for nylig. Der er flere tikkende bomber, og når Venstre nægter en lille skattestigning, ja så vil der blive tabere i kommunen.

Til Venstre, Buhl, Omann og co. Fortæl oprigtigt Randers kommunes borgere – unge som ældre – hvem I har tænkt skal tabe? For dem bliver der mange af, og de sidste fire år under V-borgmesteren har ærlig talt ikke gjort Randers til en vinder kommune.

Tænk på frikadellesagen, omkonstitueringen og skolestruktur forløbet… blot for at nævne nogle få sager.

 

Poul Rubach
Byrådskandidat for Radikale Venstre
Bækkevej 28, Harridslev
8930 Randers NØ