Venstres spidskandidat Carsten Kissmeyer fremkommer igen med usande påstande 16. november.

Her bekræfter han sammen med Ulrich Fredberg, at ledelsen af Venstre i Region Midtjylland fortsat vil udskyde renoveringen af Regionshospitalet i Randers til fordel for et nyt IT-system, alternativt bliver det Regionshospitalet i Horsens. En udskydelse af renoveringen af Regionshospitalet i Randers vil kunne betyde, at det ikke kan fortsætte som akuthospital. Dette vil være en katastrofe for borgerne i optageområdet under Regionshospitalet i Randers. Borgerne vil så kunne forvente, at de skal transporteres vestpå, der er nemlig ikke plads i Aarhus. Der er godt nok langt fra Helgenæs og Grenaa til Viborg eller Gødstrup.

I indlægget mener Venstre der er en faktuel fejl mere og inddrager, at der er 4 sengs stuer i Silkeborg. Det har vi ikke modsagt, vi ønsker også renoveringer i Silkeborg, og det har vi lige sat penge af til i budget 2018. Regionsrådet har besluttet, at der er 5 akuthospitaler i Region Midtjylland, placeret i Aarhus, Horsens, Randers, Viborg og Gødstrup. Randers skal have samme vilkår og faciliteter som de øvrige 4 akuthospitaler i Region Midtjylland.

Det glæder os, at det lokale Venstre medlem af regionsrådet i Randers, Jørgen Winther er enig i at der skal investeres i Regionshospitalet i Randers og her vil vi selvfølgelig samarbejde.

Forretningsudvalget har besluttet at indstille til næste regionrådsmøde, at der bevilges et ekstraordinært tilskud på 6 millioner til Regionshospitalet i Randers. Bemærk lederen af Venstres gruppe i regionsrådet Anne V. Kristensen har taget et forbehold for dette tilskud.

Spørgsmålet er om Kissmeyer har det samme forbehold, nu får han ikke indflydelse på denne beslutning, heldigvis.

Vi vil opfordre borgmester Claus Omann Jensen til at tage et møde med den nuværende og kommende ledelse i Venstre i regionsrådet og få oplyst hvilke planer de har for Regionshospitalet i Randers. Vi håber det giver samme resultat som mødet med regionsrådsformand Bent Hansen og det lokale socialdemokratiske regionrådsmedlem Henrik Gottlieb Hansen.

Borgerne i Randers og Horsens har forventninger til fremtiden for deres Akuthospitaler, den Socialdemokratiske gruppe vil fremtiden for alle 5 akuthospitaler.

 

Anders Kühnau                                                              Henrik Gottlieb Hansen    

Første næstformand i Regionsrådet                          Regionsrådsmedlem Randers

Formand for Hospitalsudvalget                                  Formand Psykiatriudvalget

Kandidat regionsrådsformand                                     Regionsrådskandidat