Det lokale folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen (V) og medlem af byrådet Christian Brøns (V), havde i dag inviteret Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen til Randers, så han kunne besøge de to lokale virksomheder SR Food og AutoC, for at sætte fokus på hvordan skæv skattelovgivning kan være en jungle for virksomheder og begrænser af vækst

 

”Jeg er glad for at komme med ud og få en snak om de her konkrete sager, for at høre om der er steder i vores lovgivning der er skæve, og hvor vi vil kunne gøre det bedre. I den forbindelse er det allerede rigtig positivt, at vi med erhvervs- og iværksætterpakken får afskaffet nogle afgifter, så det bliver nemmere at være virksomhed. Derudover er Saneringsudvalget kommet med en række anbefalinger, som vi skal til at arbejde med politisk, og der er det jo naturligt, at vi tager dagens input med” siger Torsten Schack Pedersen, MF (V).
Michael Aastrup Jensen, MF(V) siger, at det kan have store konsekvenser, at vores skatte- og afgiftssystem er så besværligt at arbejde med ”Det er enormt træls for de her virksomheder, at de skal gennemgå en kamp med SKAT. Det kan have store konsekvenser, og kan i værste fald betyde for små virksomheder, at de må lukke og slukke – og det kan vi ikke være bekendt. Derfor vil vi arbejde videre med det her fra politisk side, så vores virksomheder kan møde et mere åbent og retfærdigt system”

 

Bliver hørt

Hos AutoC føler de, at lovgivningen er uigennemsigtig og uretfærdig, hvilket er enormt svært at navigere i, som erhvervsdrivende. Derfor er Michael Rank fra AutoC også meget positiv over besøget

”Jeg er glad for, at vi som lokal virksomhed bliver hørt af politikerne, og at der er plads til at vores dagligdag også kan blive vendt. Det var et rigtig godt møde, og jeg er meget tilfreds med, at vi har fået en seriøs dialog om vores sag” siger Michael Rank fra AutoC.
Jan Hørby fra SRfood, som var vært ved mandagens andet besøg, oplever også stor modgang fra SKAT og er glad for at der bliver sat fokus på problematikken,

”Det er dejligt at politikerne er lydhør og sætter tid af til en snak om vores skattesystem. Det synes jeg er rigtig vigtigt, for det betyder at vi bliver taget seriøst, og at vi ikke står alene med problemerne”.
Byrådsmedlem Christian Brøns (V) nævner at det er rigtig problematisk, at virksomhederne føler de møder en mur i samarbejdet med SKAT.

”Det lokale erhvervsliv er vigtigt for at sikre en levende by i fortsat vækst, og derfor er det ret essentielt, at vi som politikere tager virksomhederne alvorligt”, siger Christian Brøns.