Claus Omann har igen i et læserbrev gjort sig lystig over, at vi er nogen der ønsker at hæve skatten. De røde partier og lister vil brandskatte og udplyndre hårdtarbejdende Randers-borgere, må man forstå.

Meningsmålinger viser imidlertid, at et flertal af danskerne faktisk gerne vil være med til at bidrage, så vi kan få ordentlige forhold på sygehuse og plejehjem, i daginstitutioner og skoler. Et flertal af borgerne kan godt forstå, at velfærd ikke er gratis – at pengene skal komme et sted fra. Vi har jo ikke et pengetræ stående i haven, som vi bare kan ryste og derved få råd til dyre prestigeprojekter og skattegaver til de rigeste, sådan som de borgerlige tilsyneladende tror.

Vi i Velfærdslisten vil sammen med en række andre partier og lister sætte skatten en lille smule op for de, der har mest. Den skattestigning, vi foreslår, er så lille, at den enkelte ikke vil mærke det, men de tusindvis af bittesmå bidrag vil tilsammen batte noget for velfærden i Randers Kommune. Min familie, som har et stort hus, skal f.eks. betale ca. 80 kr. mere om måneden i skat.

Vi vil bl.a. kunne investere i daginstitutionernes normering og kvaliteten af folkeskolernes undervisning, så den kommende generation vil være endnu dygtigere end den foregående. På den måde vil den næste generation komme til at skabe mere værdi, tjene flere penge og dermed også bidrage med flere penge til kommunens økonomi.

Vi vil også kunne investere i bedre ældrepleje, så den generation, der har knoklet hele deres liv og opbygget vores velfærdssamfund, også kan nyde godt af det.

Når politikerne klatter skattekroner væk på dyre prestigeprojekter og borgmestermonumenter til glæde for ingen, svækker det naturligt borgernes fællesskabsfølelse, solidaritet og vilje til at bidrage til fælleskassen. Forståeligt nok.

Velfærdslisten vil ikke smide penge efter flere talende skraldespande, tomme prestigehaller eller grønne dyr på vejen. Den slags respektløs misforvaltning af skattekroner kommer ganske enkelt ikke til at ske på VORES vagt!

 

Majken Vestergaard
Thorsgade 4
8900 Randers