På fredag 24. november tændes mere end 500.000 julelys i Randers. Det er en helt ny udsmykning, der skal hænge i citys gade – specialdesignet til Randers midtby

Hvad er der så specielt ved den nye udsmykning?
“Vi har været med i hele processen her i cityforeningen. For otte måneder siden sad vi i Østrig og nu er vi på slotspladsen og samler hver en stjerne sammen med elektrikerhold fra Drejer, og retter det hele til, så det får det helt rigtige udtryk”, fortæller Mette Bræmer.

Energiselskabet Eniig er inde over sammen med erhvervslivet i Randers. Men man er ikke helt i mål med at få finansieret projektet. Der mangler stadig 25 procent før hele regnskabet balancerer.

Derfor kan den almindelige randrusianer donerer et beløb til julebelysningen i midtbyen – inspireret af den folkeindsamling, der tidligere har været til Doktorparken.

“Vi er så betaget af det her, at vi mener at alle skal kunne være med – og derfor laver vi også en konkurrence blandt de, der donerer pengene til projektet”, fortæller Mette Bræmer.

Randers har altid været kendt som en hyggelig juleby, og derfor mener man også i Cityforeningen at borgerne vil være med til at betale for at det er hyggeligt at gå i midtbyen.

Man kan indbetale enten 25, 50 eller 100 kroner og være med i konkurrencen om henholdsvis en Georg Jensen juleuro til 399 kroner – en fyldt indkøbsvogn fra Meny til 2000 kroner eller en dobbeltseng fra Drømmeland til 15.000 kroner. Man kan indbetale til mobilpay no. 97 19 1.

Og det bliver afgjort 23. december på facebook Randers city, hvem der bliver de heldige vindere.

Bering pynter Randers
Sidste år tog Hotel Randers initiativ til at blomsterdekoratør og Kgl. Hofleverandør Erik Bering skulle pynte hotellet. Beauty Balance i Vestergade blev inspireret af det, og er nu også pyntet.

“Vi spurgte Bering om ikke butikkerne i city kunne være med i den aftale”, siger Mette Bræmer. Der er nu 12 af butikkerne i Randers, der har valgt at få en juledekoration fra ham. Alle specielt designet til Randers i julefarverne rød, grøn, guld, som man kan se rundt i butikkerne. Stjernerne i gaderne bliver også i guld.

“Jeg er jo helt vild med guld. Så man bliver slet ikke i tvivl om, at jeg har været inde over det her, når man går rundt i Randers”, griner Mette Bræmer.

“Hele torvet bliver fyldt med guld og julemanden stol får en guldsøjle”.

Der er også kommet nye julehuse på Rådhustorvet – de gamle var slidte og i de nye kan man finde typiske klassiske julevarer som ris a la mande og leverpostej.

Randers City holder åbent hver dag fra 24. november og frem til og med 23. december. Hver weekend kan man møde julemor og julefar i city – i år har julemanden fået en julemandsstol hvor han kan sidde og fortælle historier til børn og barnlige sjæle.


Citychef Mette Bræmer midt i et overflødighedshorn af juleudsmykning i Houmeden

Lysene tændes fredag 24. november
Julemanden og Julemor ankommer til Dronningekajen og fører an i juleoptoget, der ender på Rådhustorvet, hvor Julemanden tænder for årets julebelysning i Randers. Der er brugt én kilometer wire, 1,5 km ledning og mere end 500.000 julelys.

Julemanden og julemor ankommer med båd til Dronningekajen og fører derefter an i juleparaden fra havnen til Rådshustorvet, hvor Julemanden selv vil sørge for at julestemningen vil indfinde sig i Randers, når han tænder årets julebelysning i Randers.

Program for juletræstændingen
Kl. 16.00 spiller Randersnisserne på Rådhustorvet
Kl. 16.30 ankommer Julemanden og Julemor med båd til Dronningekajen
Kl. 16.45 Fører Julemanden an i juleparaden mod Rådhustorvet
Kl. 17.00 Juletræet og al julebelysning i Randers tændes på Rådhustorvet
17.15 Muddi & Salamidrengene giver koncert