Der gik ikke mange dage, fra billetterne til ”Ulvehøjen” på Randers EgnsTeater var sat til salg, til de alle var væk. Der er dog håb forude for dem, der ikke nåede at sikre sig en plads i salen

Ved forestillingen onsdag 22. november kan publikum komme med ind i Sebastians musikalske univers, når Limfjordsteatret gæster Randers EgnsTeater med teaterkoncerten ”Ulvehøjen”.

Den er bygget op over den alsidige sangskrivers album af samme navn fra 1977. Og det har vist sig at være en særdeles eftertragtet forestilling.

Albummet ’Ulvehøjen’, der udkom i 1977, indeholder flere af Sebastians mindre kendte sange, og bliver af mange kategoriseret som en mørk plade sammenlignet med hans øvrige udgivelser.

Den er blev flot modtaget af medierne med flere femstjernede anmeldelser. Sebastian har også selv set forestillingen og efterfølgende kaldt det en udsøgt positiv oplevelse.

”Ulvehøjen” har i mange år levet sit eget liv inde i skuespilleren og sangeren Lasse Popp, der også besøgte Randers sidste sæson med Tom Waits teaterkoncerten ”Træt lever og tungt hjerte”. Nu slippes den udenfor og får nyt liv i et unikt univers med Lasse Popps rå og uslebne stemme, en skarp musikalsk fortolkning fra et af Danmarks bedste urban-bands, UMPAS, animationer af videokunstner Kim Fast Jensen, der ved denne lejlighed også er scenograf, og med instruktion og koreografi af Marlene Smith.

Lasse Popp har medvirket i adskillige forestillinger på Limfjordsteatret og har med sin særlige musikalitet bidraget med personlige fortolkninger af bl.a. Sting, C.V. Jørgensen og Tom Waits. UMPAS er et århusbaseret orkester, der har fundet sammen om en musikstil, der går langt ud over Danmarks grænser, og låner fordomsfrit fra klezmer, balkan, blues, reggae og en masse andet godt fra øst og vest.

”Ulvehøjen” af Limfjordsteatret spiller på Randers EgnsTeater 22. november klokken 19.30 for udsolgte huse. Det er dog lykkes at få Lasse Popp og Umpas til at vende tilbage 19. januar 2018, hvor der stadig er billetter at få.

Medvirkende:
Sang: Lasse Popp
Musik: UMPAS (guitar: Sune Pors Andersen; orgel, tværfløjte, sax og klarinet: Simon Skov; trommer: Mads Brander Fjeldvig; kontrabas: Bastian Popp)
Animation, teknik og scenografi: Kim Fast Jensen
Instruktør og koreograf: Marlene Smith