At lave en juleforestilling er noget af det sværeste – de skal kunne så meget, men de skal også være til at holde ud – årets forestilling har det hele, fortæller instruktør Kurt Bremerstent

Det er ved at blive jul. Og dermed er det også tid til den årlige juleforestilling for hele familien på Randers EgnsTeater. Årets juleforestilling hedder ”Hvad du ønsker” og udspiller sig i Stormagasinet, hvor den lettere fallerede skuespiller Flemming er på arbejde som julemand. Det er ikke en rolle, der passer ham ret godt, og han har mildest talt svært ved at finde det gode julehumør frem. Han får dog hjælp fra uventet side, og uden at røbe for meget, så ender det hele selvfølgelig slet ikke så ringe endda. Sådan som det nu engang skal være i en rigtig julehistorie.
“En juleforestilling må godt have lidt kant”, siger Kurt Bremerstent.
“Vi skal fortælle den klassiske historie om julen, men der er ingen nisser, hølofter eller træskeer. Vi fortæller den moderne julehistorie, som indeholder de moderne dilemmaer som forbrug kontra næstekærlighed”.
Kulisserne er også moderne. De er bygget op som et stormagasin med rulletrappe og hele pivtøjet.
“Vi sætter julen ind i en moderne verden. Sådan er livet jo i dag. Men et eller andet sted er julens budskab jo, at vi skal være gode ved hinanden. Det viser forestillingen også”, siger scenograf Christian Q. Clausen.
“Forestillingen handler om følelserne omkring jul – det er ikke en materiel forestilling, men en forestilling om, hvad vi betyder for hinanden, kontra det julen er blevet til”, fortæller han.

Om gaver og ønsker

Mest af alt handler “Alt hvad du ønsker” om at stå ved, at man kan lide julen, og hvad der dertil hører. Titlen fortæller om, hvem man er i forhold til hinanden om ønsker og forventninger til livet.

“Jul er jo en konkret ting. Man kommer i kontakt med det, man ønsker – med værdier i livet. Og som én siger – i virkeligheden ønsker jeg mig bare fred”, siger Kurt Bremerstent.

Forestillingen er et stykke humoristisk teater, der benytter sig af komediegrebet. Forestillingen foregår juleaften, hvor Stormagasinet er ved at lukke. Med magi opstår der en stemning af forventning, og der sættes spørgsmålstegn ved, hvad det egentlig er de medvirkende ønsker sig til jul.

“Det bliver lidt som “Nat på museet” hvor … ja så vil jeg ikke fortælle mere. Det skal man selv se”, siger Kurt Bremerstent og griner.

For der må godt være hemmeligheder – nøjagtig som der er op til jul.

Julemanden er omdrejningspunktet, men han gennemgår en forvandling i mødet med forskellige figurer og rengøringsdamen Birthe.

“Det er vel egentlig en klassiske julehistorie om gaver – for vi ønsker os alle gaver – både til jul, men også i livet”, siger Christian Q Clausen.

Højt til loftet

Scenografien til årets juleforestilling er skabt af scenograf Christian Q. Clausen, der har fået til opgave at forvandle den store sal på Randers EgnsTeater til et stormagasin. Og det har været en interessant udfordring, siger scenografen, der ikke tidligere har arbejdet i Randers.

”Noget af det har jo været givet på forhånd, da vi vidste, at det skulle være et stormagasin. En af udfordringerne ved at skulle lave denne scenografi har været at få det til at se så stort ud, som det gør i et rigtigt stormagasin, hvor forholdene er enorme, og der er højt til loftet”, siger scenograf Christian Q. Clausen, der da også har brugt hele bredden og højden i den største af teatrets fire sale for at få den rigtig fornemmelse frem.

For at fuldende illusionen er der også konstrueret en rulletrappe i fuld størrelse på scenen. Men om den også kan køre ligesom en rigtig rulletrappe, vil han ikke afsløre. Det må man tage ind og se forestillingen for at finde ud af.

Julemanden Flemming personificeres af Uffe Kristensen, og de øvrige roller spilles af Thomas Biehl, Anna-Sofie Fredslund og Randers EgnsTeaters egen Lisbeth Knopper, der spiller rengøringsdamen Birthe. En karakter, som har det noget bedre med julen end julemanden Flemming. Og det har skuespilleren også selv.

”Jeg holder også selv meget af julen. Og jeg synes, den her juleforestilling tager fat på det, som julen handler om for mig. Nemlig at forsøge at få det gode frem i mennesker. Både sig selv og andre. Og om at lukke andre mennesker ind. Også selv om det måske ikke lige er ens familie,” siger Lisbeth Knopper, der glæder sig til at præsentere den nye juleforestilling for publikum.

Det er tredje gang at instruktør Kurt Bremerstent står i spidsen for en juleforestilling på egnsteatret og 11. gang han instruere en forestilling samme sted.


”Hvad du ønsker” har premiere 30. november og kan derefter opleves på Randers EgnsTeater frem til 22. december.

Skuespillere: Lisbeth Knopper, Uffe Kristensen, Anna-Sofie Fredslund og Thomas Biehl
Instruktør: Kurt Bremerstent
Dramatiker: Thomas Markmann
Scenograf: Christian Q. Clausen
Komponist: Jacob Venndt
Lys: Jens Lind

Forestillingen anbefales børn fra seks år. Billetter fås på randersegnsteater.dk