Stævne på lørdag – men ”kun” med diplom- og breddekampe

Randers har altid været en bokseby. Interessen har altid været der, men i de senere år har det knebet med de aktive. I de senere år har Combat Boxing og senest også Randers Atlet Club dog afviklet internationale stævner, men i sæson 2017-2018 har der endnu ikke været randrusiansk stævneaktivitet.
RAC melder dog ud, at der forventes afviklet stævne i februar eller marts.
På lørdag er der dog atter boksning i Randers, idet Combat Boxing i Fritidscentret afvikler både diplomstævne og breddestævne, hvor klubberne kan tilmelde deres boksere.

Og boksere kommer der en del af.
”Nu skal de bare matches, og det kan godt blive et problem at finde folk, der passer til hinanden både vægt- og kampmæssigt,” siger Johnny Jørgensen fra Combat Boxing, der kan glæde sig over opbakning fra RAC, der til breddestævnet stiller med fire kampboksere og desuden kommer med to unge til diplomstævnet.
De fire RAC’ere er Lasse Virkus, Rasmus Rasmussen, Kasper Mørk og Rasmus Kallesøe, der hver for sig er garant for god teknisk boksning.

Starter forfra

I nogle år trak Combat Boxing læsset i randrusiansk boksning med bl.a. flere glimrende internationale julestævner i Fritidscentret. Nu må Combat starte helt forfra, da klubbens kampboksere har lagt handskerne på hylden.
”Men det betyder ikke, at der ikke er aktivitet i Combat, og vi har en række unge på vej. Vi har dog p.t. ingen kampboksere og må nøjes med at tilmelde tre drenge til diplomstævnet,” siger træner Johnny Jørgensen om fornyelsen i Combat.
De tre er 13-årige Tristan Soele og Joshua Shepherd i henholdsvis 40 og 38 kg og 10-årige David Shepherd i 30 kg.
Joshua og Tristan har tidligere deltaget i diplomstævne i Aalborg og gjorde det godt, men ikke nok til diplom, som Combat håber, de får på hjemmebane på lørdag.
Joshua og David får foruden hjælp af Johnny Jørgensen også hjælp af farmand, når der trænes. Farmand er identisk med Keitt Shepherd.
”Han kommer fra Barbados, hvor han har været aktiv bokser, ligesom han har bokset amatørkampe i England. Han en fremragende træner,” lyder det fra Johnny Jørgensen.

De er med fra Randers

Diplomstævne lørdag 10.00, hvor bokserne bedømmes og ved at opnå det af unionen fastsatte pointkrav får gratis startbog.
Combat: 30 kg: David Shepherd. 38 kg: Joshua Shepherd. 40 kg: Trtistan Soele.
Randers Bokse- og Motionsklub – RBM: 37 kg: Jasmin Kjøller Klitgaard. 73 kg: Stefan Pedersen.
RAC: 44 kg: Villiam Vestergaard. 91 kg: Nikolaj Lauest.

Breddestævnet:

RAC: Lasse Virkuis, Rasmus Rasmussen, Kasper Mørk og Rasmus Kallesøe.
RBM: 57 kg: Gabriel Skorupski.

BK Thor har boksere – men deltager ikke

Byens fjerde bokseklub BK Thor, stiftet af Flemming Jensen og afdøde Haryy Bjørn i de tidlige 70’ere og de sidste par år med Flemming ”Fnugget”s sønner Ronny og Kenneth som bl.a. instruktører, har kampboksere, men deltager ikke i diplom- og breddestævnet i Randers på lørdag.
Og det skyldes flere ting.
”Vi har et par unge, der i stedet skal til Vestjysk Box Cup, og så var Jawid Rostami så uheldig i en kamp i Grindsted i fredags at brække en tommelfinger, så han skal gå med gips i fire uger,” siger Kenneth Jensen, der til Vestjysk Box Cup sender Viktor Andersen og Emil Jensen og desuden også har andre unge på vej – Casper Jensen og Rune Blåbjerg.
Om Rostami at tilføje, at han boksede kampen færdig med en brækket tommelfinger for så – iflg. Kenneth Jensen – at blive bortdømt som taber med dommerstemmerne 2-1 – i Jawids niende kamp mod en modstander med 21 kampe i bogen.


Diplomstævnet i Fritidscentret starter lørdag 2. december 10.00.
Breddestævnet i Fritidscentret starter lørdag 2. december 15.00
Der er gratis adgang til begge stævner