Byrådets beslutning om at støtte forprojektet blev vedtaget med 19 stemmer for, 10 imod og en undlod. Imod stemte Henning Jensen Nyhuus, Iben Sønderup, Ellen Petersen, Fatma Cetinkaya, Steen Bundgaard, Beboerlisten, Socialistisk Folkeparti og Velfærdslisten. Radikale Venstre undlod at stemme

 

Et kæmpe museum, der skal formidle historien om Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela, apartheid og analfabetisme, kommer måske til at ligge i Randers. Fonden Long Walk to Freedom, som Nelson Mandelas familie står bag, ønsker at etablere museet i Randers, og planerne bliver nu bakket op af Randers Byråd.

På mødet 18. december besluttede byrådet at bevilge en halv million kroner til et forprojekt, der i løbet af 2018 skal afklare, om det er realistisk at bygge museet i kommunen. Pengene er givet under forudsætning af, at projektet bliver støttet med et tilsvarende beløb fra det lokale erhvervsliv og, at der ikke sideløbende bliver arbejdet med andre mulige placeringer af museet.

Men det bakker Ellen Petersen fra socialdemokraterne ikke op om. Hun mener at pengene skal bruges til andre projekter i kommunen, til projekter man har snakket om i flere år, men som endnu ikke er blevet til noget.

“Vi skal passe på med ikke bare at springe på de vogne der kører forbi os – vogne som vi ikke selv har lastet”, siger hun.

Hun mener ikke at man i kommunen har plads til at sætte de ressourcer af til projektet, som det kræver.

“Jeg tror ikke på, at det er det Randers har brug for lige nu. Ikke dermed sagt at jeg ikke har respekt for Mandela, for det har jeg. Men vi er ikke færdige med at diskutere, hvad det er Randers har brug for”, siger hun.

Hos Venstre stemte formanden for beskæftigelsesudvalget Christian Boldsen for på falderebet af sin byrådsperiode. Han ser dette som en kæmpe mulighed for Randers og stemte for, fordi han nødig ser at projektet ryger til andre byer fordi man her i Randers har siddet på hænderne.

“Jeg har selv været i Sydafrika fem gange og ved hvor stor Mandela er. Og hvis der er noget hold i planerne er det en kæmpe chance for Randers”, siger han.

 

 

Eneste Mandela-museum uden for Sydafrika

Museet vil få navnet “Nelson Mandela Museum and Education House on Apartheid”, og det vil blive det eneste af sin art uden for Sydafrika.

Fonden Long Walk to Freedom forventer, at de samlede etableringsomkostninger være på op mod en halv milliard kroner, og da fonden er en 100 procent godgørende fond, vil al finansiering skulle ske fra fonde og investorer

 

Mandela-fond har tilknytning til Randers

Randers Kommune har været i dialog med Long Walk to Freedom om at etablere museet i Randers siden sommeren 2016. At fonden valgte at kontakte lige netop Randers skyldes dels, at den administrerende direktør for fonden i Europa er fra Randers, ligesom fonden samarbejder tæt med en lokal grafisk virksomhed om trykning af materialer.

Fonden har allerede været på besøg i Randers, og der er her lavet en forhåndsaftale om, at Randers Kommune under forprojektet styrer processen og får den formelle projektledelse