Røde Kors’ lille genbrugsbutik på Mariagervej er lukket – nu venter en større også på Mariagervej i det tidligere Brdr. Dahl i nr 86

“Vi glæder os til at komme i gang med arbejdet og invitere indenfor i den nye og større butik”, siger den nye formand for Randers afdelingen Else Madsen.

Grundet en øget omsætning i den gamle butik, var lokalet blevet for småt. Der måtte nye lokale til, for at den øgede omsætning kunne fastholdes. Derfor slog de til og lejer sig nu ind i lokalerne i det hvide hus, der nu er blevet malet sort.

“Vil vil have meget andet ud over tøj og sko, som vi hidtil har solgt. Så der vil være både møbler og nips i fremtiden”, fortæller Else Madsen.
Hun ved godt, at man er i skarp konkurrence med en del andre genbrugsbutikker i Randers, men mener at Røde Kors har så godt et fodfæste i byen til, at man sagtens kan holde fast i kunderne.

“Randers er landets sjette største by, så selvfølgelig kan vi holde fast i vores kunder og selvfølgelig skal byen have en større Røde Kors genbrugsbutik”, siger Else Madsen. Man har netop fået bevilliget penge fra landsorganisationen til at leje noget større og det kommer kunderne til gode, mener hun.

Lokalt arbejde
Røde Kors arbejder ud fra grundprincipperne Medmenneskelighed, upartiskhed, neutralitet, uafhængighed, frivillighed, enhed og almengyldighed. Og de ekstra penge der kommer ind ved salget i genbrugsbutikken ryger ikke bare til den store organisation der støtter katastrofearbejdet i udlandet.

“Størstedelen af pengene bliver her i Rander”, siger Else Madsen. “Der er masser af projekter at støtte lokalt og det gør vi også gerne”, fortæller hun.

Blandt andet støtter Røde Kors Q-net på Krisecentret. Q-Net er en café der hver 14. dag har en mentorordning for kvinder, der enten bor eller har boet på centret. Derud over er der førstehjælpskurser og Nørklerne, der mødes hver måned omkring håndarbejde. Her sendes produkterne ud til nødhjælpsarbejde ude omkring i verden.

Derud over er der hospitalsguider på sygehuset, der hjælper folk med at finde rundt. Og derfor uden er der fængselsbesøgstjeneste, hvor indsatte i arresten i Randers kan få besøg, hvis de har brug for nogle at snakke med.

“Venner viser vej” er også et Røde Kors projekt. Her gives venner til ikke-danskere, der er kommet til byen og som har brug for et netværk. Og der kan sagtens komme flere projekter til, hvis man sidder inde med en god idé, foreslår Else Madsen.

Den nye Røde Kors butik på Mariagervej 86 er planlagt til at åbne tidlig forår.