Julen 2017 tegner sig som et nyt rekordår for antallet af indbrud i Østjyllands politikreds – en positiv rekord. Der er nemlig blevet begået 10 procent færre indbrud mellem jul og nytår end sidste år

 

Østjyderne har i år anmeldt 164 indbrud i privat beboelse mod 187 indbrud sidste år, der indtil nu var det laveste antal juleindbrud i fem år. Så tendensen fortsætter altså i år med et fald på 10 procent. Faktisk er tallet for Randers faldet fra 40 indbrud i 2013 til kun 18 indbrud i 2017.

“Et indbrud er altid et indbrud for meget. Derfor er det positivt, at vi ser, at færre og færre østjyder får sig en ærgerlig overraskelse efter en hyggelig juleferie. Det er svært at sige, hvad årsagen til faldet præcist kan være. Det er et område, vi har stort fokus på, både ved at være på gader og stræder med gode råd til borgerne og med ekstra patruljering i de områder, som har været særligt plaget af indbrud. Det vil vi også arbejde målrettet med i 2018, for vi ser helst, at tallene kommer endnu længere ned”, siger vicepolitiinspektør Carsten Kousgaard, Østjyllands Politi.

Han peger også på, at det er lykkedes at varetægtsfængsle flere formodede indbrudstyve i december:

“Vi er lykkedes med at holde flere tyve væk fra gaden i julen. Blandt andet fangede vi to tyve, der havde efterladt spor i sneen efter et indbrudsforsøg i Randers. En borger havde alarmeret os om et muligt indbrudsforsøg på Stjernevej, og da vi kom derud, traf vi to mænd i nærheden af det hus, som var forsøgt brudt op. Deres skosåler matchede fodsporene i sneen foran det pågældende vindue, og de blev så begge sigtet og varetægtsfængslet for forsøget. Den ene af de to blev desuden sigtet for yderligere et indbrud begået på samme vej”, siger Carsten Kousgaard.

De færre indbrud i julen flugter også med den generelle tendens for indbrud i Østjylland, hvor antallet af indbrud i privat beboelse er faldende. Siden 2013 er antallet af indbrud faldet med knap 30 pct. i Østjyllands politikreds.

“Rigtig mange østjyder er blevet bedre til at sikre deres hjem. Både ved at alliere sig med naboen via nabohjælp og ved at sikre huset med de teknologiske remedier, man kan få i dag. Så det er i høj grad også borgernes egen fortjeneste, at antallet af indbrud er for nedadgående”, siger Carsten Kousgaard.