Med en fantastisk slutspurt og stor positiv opbakning fra Mellerup landsby er det lykkedes at opnå den nødvendige tilslutning for at få lagt fibernettet ud til Mellerup

 

I næsten to måneder har energiselskabet Eniig besøgt Mellerup med kampagnebussen og et tilbud om at tilslutte sig fibernet, såfremt der kunne opnås tilslutning fra mindst 131 husstande.

Det har været en spændende proces, hvor tvivl, spørgsmål, fordele og ulemper har været vendt og diskuteret ivrigt i Mellerup Landsby.

Og med en uge til deadline 17. januar, så det svært ud at få sikret tilstrækkeligt med tilmeldinger. Men her viste Mellerup for alvor, hvor stærkt fællesskabet og sammenholdet er.

Der har ikke været nogen tvivl om, at få fibernet til Mellerup er en nødvendighed, et stort ønske og en fremtidssikring af landsbyen. Med fibernettet får alle i Mellerup mulighed for en langt hurtigere og mere stabil internetløsning; fibernettet er en forventet del af infrastrukturen, og det er en del af den samlede pakke for at sikre Mellerup som en fremtidens landsby.

I en fælles indsats er Mellerup Bylaug, Borgerforening og Grundejerforening gået sammen om at opfordre til at skaffe de nødvendige tilmeldinger, da alle vil kunne drage fordel af fibernettet. Og i første omgang er det en fælles sag at sikre fibernettet til Mellerup, mens den enkelte husstand kan indrette egne løsninger og opgraderinger.

Landsbyens huse sikres en hurtig fiberforbindelse, der er en forudsætning i forbindelse med kommende hussalg; fibernettet åbner for muligheder for forbedrede hjemmearbejdspladser, kontorfællesskaber og iværksættere; ligeledes er det til gavn for byens børn og unge til brug under uddannelse og til underholdning.

Endelig ses udbredelsen af fibernettet som en fortsat styrke i det allerede gode samarbejde med Randers Kommune omkring landsbyudviklingen og at sætte fokus på det gode liv på landet.

Næste skridt er nu påbegyndelsen af udrulningen til de tilmeldte husstande. Alle veje får nu fibernet lagt ud, og de, som endnu ikke er tilmeldt, vil sidenhen kunne vælge at blive tilsluttet. Dog er Eniigs kampagnetilbud kun for dem, der har tilmeldt sig i markedsføringsperioden.