Med sejr over Helsingør kan Randers FC pludselig være tæt på kun tredjesidst

To gange uafgjort til Randers FC – hjemme mod Hobro IK og ude mod AC Horsens – kan godt betegnes som godkendt efter forårspremiere-afklapsningen 1-5 i Parken mod FCK.

Men nu skal Randers FC altså have en sejr – og den skal komme onsdag aften hjemme mod Helsingør, der kommer til Randers til et ægte bundopgør.

Med det ene point i Horsens og Helsingør-nederlaget søndag i Brøndby, er Randers FC ikke længere sidst. Og med Lyngbys 0-0 hjemme mod AGF kan Randers FC med sejr over Helsingør onsdag aften på eget græs – og samtidig OB-sejr hjemme over Lyngby – ikke blot slå hul på tre point ned til Helsingør, men kan samtidig komme tæt på Lyngby og være tæt på – et enkelt point –  blot at være tredjesidst.

Så nu gælder det om at skrabe så mange point sammen som muligt for at gøre klar til slutspillet om at undgå nedrykning.

Mod AC Horsens var Randers FC på sejrskurs, da Bashkim Kadrii via en Horsens-forsvarer i frisparksmuren sparkede Randers FC foran, men AC Horsens fik udlignet efter et af utallige indkast og mere eller mindre adresseløse indlæg, der blot blev slået ind i det randrusianske straffesparksfelt.

Randers FC blev svækket offensivt, da Saba Lobjanidze måtte udgå med en knæskade efter et groft frispark, der burde have kostet mindst gult kort.

Inden kampen mod AC Horsens offentligjorde Randers FC, at Rasmus Bertelsen er cheftræner i den resterende del af sæsonen. Man er således ikke på jagt efter en anden træner til at tage over her og nu.

Da Randers FC tidligere på året opsagde samarbejdet med cheftræner Ricardo Moniz, overtog Rasmus Bertelsen styringen og blev dermed fungerende cheftræne. Nu har Randers FC-bestyrelsen altså valgt ham til at stå i spidsen for holdet i resten af denne sæson.
”Vi har kigget på, hvad der på nuværende tidspunkt er bedst for truppen og for klubben som helhed. Efter at have set det arbejde, der er lagt for dagen i den seneste tid, er vi af den overbevisning, at Rasmus Bertelsen er den bedste løsning til at lede holdet i den rigtige retning. Han er fagligt kompetent, respekteret i hele organisationen og har et solidt trænerteam omkring sig, så vi er helt trygge ved, at det i den kommende tid er dem, der står i spidsen, og gør holdet det godt i foråret, så er det bestemt også en mulighed, at samarbejdet fortsætter. Lige nu har vi dog fokus på at komme sportsligt på rette spor, og det er altså med Rasmus i spidsen,” siger bestyrelsesformand Per Hastrup.

Randers FC spiller allerede igen på søndag, når FC Nordsjælland kommer på besøg.