Efter at brandvæsnet torsdag fik slukket en brand i et hus på Haxholmvej ved Haurum nær Hammel, fandt man en afdød person i huset, oplyser Østjyllands Politi .

Hos politiet fortæller kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen, at der er tale om en mand.

– Men han er endnu ikke blevet identificeret, siger Jakob Christiansen.

Brandvæsnet modtog anmeldelsen torsdag formiddag klokken 09.35.

Politiet skal have fastlagt brandårsagen. Foreløbig er der dog ikke noget, som tyder på en forbrydelse.