Show med Katrine fra Ramasjang, danseteater, drømmefanger-workshop, drømmeuniverser i lys og farver. Det er nogle af overskrifterne på et af årets absolutte højdepunkter på Kulturhusdagen lørdag 3. marts

Igen i år vil huset denne dag fyldes af glade børn og voksne, der kaster sig ud i et sandt overflødighedshorn af aktiviteter og workshops, musik og danseteater. Alle oplevelserne er lavet i et samarbejde mellem Randers Kunstmuseum, Museum Østjylland og Randers Bibliotek.

Når foråret nu skydes i gang med kulturhusdagen under titlen ”Randers drømmer”, så er det med fantasifulde oplevelser for hele familien.
Sjove, rødhårede Katrine Bille fra Ramasjang optræder denne dag med to forrygende shows i den store sal. Efterfølgende skriver Katrine autografer.
Gratis billetter til de to shows udleveres ved indgangen til salen efter først-til-mølle-princippet.

I stuen…
På Randers Bibliotek kan du af LEGO bygge din drømme-by, som du gerne ser Randers udvikle sig til i fremtiden. Coding Pirates inviterer indenfor i værkstedet, hvor de arbejder med it, robotter og børnevenlig programmering. Og så er der magisk tegning og workshop med drømmefangere.

På første sal…
På Museum Østjylland ruller det historiske lykkehjul, hvor du kan vinde en spændende historie om oldtiden på Randersegnen. Du kan også opleve flinthuggeren i aktion, hvor han hugger økser, dolke, knive og pilespidser, som man gjorde det i oldtiden.

På anden sal…
På Randers Kunstmuseum byder Teater Minsk på det svævende, blafrende, hviskende danseteateret ”Himmel” for de 1,5 – 5 årige. Senere er der danseworkshop for de større børn, hvor samarbejde, kreativitet og musikalitet er i fokus. Og så kan du i museets billedskole tegne og udforske rejsedrømme sammen med kunstner Mette Boel.

Trylleri, sanseoplevelser og en mongolsk jurt
Oplev blandt andet også den speedsnakkende tryllekunstner Henning Jensen trylle med alt fra toiletpapir til gravide gravhunde, hop ud i en gang psykomotorik med sanseoplevelser midt i billedkunsten eller se konservatoren udgrave fede fund lige for næsen af dig.
Der er noget for alle, og meget for de fleste.
De kreative ildsjæle fra Remida inviterer alle med på en drømmerejse i deres forunderlige univers i jurten. Ud af alle mulige skønne genbrugsmaterialer laver du din krea-drøm i Kulturhusets Grågård.

Se hele programmet for Kulturhusdag 2018 i Randers på kulturhusdag.dk. Der er gratis adgang hele dagen.