To dage før kommunevalget havde Venstre i Randers en stor opsat artikel i lokalpressen, hvor partiet proklamerede, at de kunne finde ekstra 40 millioner kroner til breddeidrætten i årerne efter valget.

I dag efterspørger Radikale Venstre: Hvor er de 40 millioner kroner blevet af, kære Venstre?

I denne tid modtager byrådets partier nemlig handleplaner, der skal bringe kommuneøkonomien i balance – læs få dække økonomiske udfordringer/underskud henhørende fra tiden under Venstre borgmesteren.

På omsorgsområdet (de ældre) mangler der 15 millioner kroner, familieområdets underskud er på 29 millioner kroner, socialområdets underskud er på 25 millioner kroner, folkeskolernes er ca. 15 millioner kroner, mens specialundervisningens udfordring lyder på ca. 12 millioner kroner.

Alt i alt er der økonomiske udfordringer/underskud i omegnen af 100 millioner kroner.

De velovervejede borgere i Randers Kommune vil tænke to ting:
1. Hvordan kan lokale Venstre og Dansk Folkeparti – der begge gerne kalder sig de ansvarlige – overlade en så stor regning til det nye byråd?
2. De 40 millioner kr. Venstre ville give til idrætten før kommunevalget er et eksempel på bondefangeri af værste skuffe?

Det siges, at politik er det muliges kunst. I dag ser vi, at lokalpolitisk kunst ikke altid er et kønt syn; i øvrigt har socialdemokraterne også et vist medansvar for tingenes tilstand.

Taberne af Venstres og Dansk Folkepartis enevælde bliver de mange borgere, der nu mister velfærd, og som nu kommer til mærke konsekvenserne på egen krop.

Det er meget trist at læse udmeldte økonomiske handleplaner, hvor det bl.a. foreslås, at handicappede medborgere, Bifrost, Gaia, de udsatte borgere samt børnene igen står til at blive ramt af store nedskæringer.

I øvrigt bliver det spændende at se, hvordan socialdemokraterne vil navigere i tiden og årerne der kommer.  Bliver der en mere social dagsorden, eller fortsætter den tætte kinddans med højrepartierne Venstre og Dansk Folkeparti; som vi så det på valgnatten?

Mogens Nyholm
Byrådsmedlem
Radikale Venstre