Alle idrætsudøvere i det Kronjyske får nu muligheden for, at få professionel behandling og genoptræning af deres sportsskader på den nye IdrætsKlinik i Toldbodgade

“Enhver, der dyrker sport ved, hvor frustrerende det er at pådrage sig en skade, som afholder en fra at udøve sin sport. Og lige meget om man er motionist eller eliteidrætsudøver, så ønsker alle at returnere til sin sportsgren så hurtig som muligt samt reducere helingstiden på den specifikke skade til et minimum” siger idrætsfysioterapeut Ronni Amnitzbøll.

Netop Idrætsfysioterapeut og ekspert Ronni Amnitzbøll er blevet ansat til, at lede den nye IdrætsKlinik hos Thomasen Fysioterapi. Han har igennem de sidste 12 år bestridt lignede stillinger på specialklinikker i Midtjylland samt i Viborg FF Superliga fodbold.

Randers IdrætsKlinik tæller også andre rutinerede kræfter i form af de to fysioterapeuter Christian Hagensen og Finn Thomsen, som har mange års erfaring i idrætsverdenen som b.la sundhedschefer for henholdsvis FCK håndbold, Randers FC og Hobro IK Superliga fodbold. Endvidere praktiserer osteopat Shannon Taylor med behandlererfaring fra AaB fodbold.

En del af noget større
Randers IdrætsKlinik er en del af sundhedsvirksomheden Thomsen Fysioterapi & Osteopati i Toldbodgade.

“Vi har brudt tendensen med de gamle traditionelle og  mindre multi klinikker og lavet en’ stor klinik, der rummer flere specialklinikker under samme tag – som tilfældet er med den nye IdrætsKlinik” siger klinikejer Finn Thomsen. Finn Thomsen fortsætter:

“Ved at samle eksperter på specialklinikker, der udelukkende har deres fokus på idrætsskader, opnår man den bedste kvalitet for patienten”.

“Vi har en ambition om, at blive Østjyllands største IdrætsKlinik, hvor der er samlet de bedste og mest erfarne specialister inden for idrætsskader. Vi samarbejder allerede med mange idrætsklubber igennem vores Fysio-Klub tilbud. Lige nu går der omkring 100 idrætspatienter igennem idrætsklinikken om ugen. Vi oplever søgning fra idrætspatienter på alle niveauer og i alle aldre, køn, motionister som elite. Det er lige fra pensionisten, der spiller badminton én gang ugentligt til den unge triathlon udøver på højt plan, der er i gang seks-syv af ugens dage” siger fysioterapeut Finn Thomsen.

Randers IdrætsKlinik består af et tværfagligt team, hvor idrætsudøveren får et samlet professionelt behandlings- og genoptræningsforløb det samme sted.

“Vi har oprettet et Løbelaboratorium, hvor der udføres løbestilsanalyser med High speed videooptagelser. Her får løberen en super professionel helkrops- og fodscreening, der giver en nøjagtigt analyse af en evt. løbemæssig problematik. IdrætsKlinikken råder også over en ultralydsscanner, som bruges til at give det nøjagtige omfang af skaden samt stille den korrekte diagnose med det samme”, fortæller Ronni Amnitzbøll.