Randers Billard Klub af 1958 skal kæmpe for fortsat elitestatus

Da Randers Billard af 1958-kvartetten i elitedivisionen i trebande-carambole havnede i kvalifikationsspil for at bevare elitestatus, havde man ikke regnet med, at man på et sjællandsk modstanderhold BK 2004 med adresse omkring Køge skulle møde udenlandske verdensstjerner, der aldrig tidligere har stødt en eneste billardkugle for den sjællandske klub.

Men det bliver tilfældet, når Randers-kvartetten Michael Carlsen, Flemming Gross, Kim Mortensen og Johnny Søgaard i weekenden på hjemmebane spiller elitekvalifikationsspil mod BK 2004, Amagerbro og Aalborg ABK 31.

Har man penge….
For har man penge, så kan man få…

Det gælder også i dansk billard, for det er helt legalt, at BK 2004 har hentet den dobbelte belgiske verdensmester Eddy Merckx og en anden fra verdenseliten, svenske Michael Nielsson, der bl.a. tidligere også har spillet for Varde.

Merckx vandt senest en World Cup i Egypten med bl.a. også deltagelse af randrusianske Tony Carlsen, der måtte se sig besejret af belgiske Eddy Merckx, der ved VM i Bolivia blev nr. to efter landsmanden Frédéric Caudron. I Egypten måtte Caudron se sig besejret af Merckx i semifinalen. Merckx kom helt til tops i Egypten efter finalesejr over endnu en belgier Roland Forthomme.

Intet ulovligt i det
Både Merckx og Nielsson kommer i kamp Randers, men nok kun lørdag, da de menes søndag at være optaget af andre opgaver.

Ja, det lyder vanvittigt, men den er god nok.

”Der er intet ulovligt i det, men vi vil helt klart ikke lade det gå upåtalt hen. Vi vil påtale det og have det taget op på det kommende repræsentantskabsmøde,” siger Flemming Gross fra RBK-holdet, der håber at kunne sikre sig en af de to pladser i elitedivisionen efter weekendens kampe alle mod alle i Randers, hvor det synes himmelråbende vanvittigt, at det ikke afvikles fair.

Her tænkes på, at Merckx og Nielsson sikkert ikke begge spiller på søndag, så betingelserne er ikke ens for de andre hold. Det ligner en søndag med kampene Randers-Aalborg og Amagerbro-BK 2004, hvor Amagerbro måske møder et BK 2004-hold uden belgisk og svensk hjælp.

Overvejede hjælp udefra
Med de pænt sagt meget specielle regler i dansk billard havde RBK 1958, hvis man havde villet og villet betale for det, også kunnet hente f.eks. fra klubbens gode ven, en af verdens allerbedste, belgiske Frédéric Caudron og eksempelvis svenske Torbjørn Blomdahl eller hollandske Dick Jaspers for nu blot at nævne et par af de store navne.

”Det kunne vi godt have gjort. Vi har da talt om det og overvejede at gøre det for at drille de andre og vise, hvor tåbelige reglerne er. Vi kunne uden tvivl have fået dem til at hjælpe os, men klubben er meget andet end os fire, og klubbens penge skal ikke kun bruges på at redde et hold i elitedivisionen – og på spillere, der blot kommer her for én dag eller to, så vi opgav tanken,” siger Flemming Groos.

RBK 1958 starter lørdag mod Amagerbro, der har Danny Korte som det mest kendte ansigt, hvorefter vidneren af den kamp så skal møde BK 2004, der i første runde må forventes at have besejret ABK 31 fra Aalborg, der kommer med Erling Sjørup som førstemand.