Ved mandagens byrådsmøde var punkt 179 ventet med spænding blandt de institutioner, der ser ud til at blive ramt af besparelserne på socialområdet. Men der er godt nyt for nogle af parterne

 

Der var nemlig flertal for at sparke en del af besparelser til hjørne, som det så populært hedder. Talerækken var lang, da man tog hul på punktet. Flere havde argumenter både for og imod besparelserne, og udvalgsformand Charlotte Broman Mølbæk sagde:

”Jeg er glad og stolt over at være formand for det udvalg, der skal behandle emnerne for de mest udsatte borgere i kommunen. Men jeg er ikke stolt over, at skal starte perioden med så massive besparelser”, sagde hun.

”Selvom jeg er imod besparelser stemmer jeg for, det ændringsforslag, der er gennemført med socialdemokratiet, Venstre, DF og SF. Så sidder vi nemlig med ved bordet og kan have indflydelse på resultatet”, sagde hun.

Der indkom ganske få minutter før byrådsmødet nemlig et ændringsforslag fra de nævnte partier, der gør at dele af handlingsplanen udsættes – også dele der ellers skulle gennemføres nu.

Det betyder at specialundervisning for voksne også venter til efter sommerferien med at evt. at blive ramt af besparelser.

Punkter fra handlingsplanen, der også udsættes til efter sommerferien er blandt andet.

Frivillighed og faste tilskud til foreninger og organisationer, lukning af Bifrost, flere skånejobs hos CBR og Specialundervisning for voksne.

Det er en frygt for rammebesparelser, der fik SF til at indgå en aftale med de andre partier. Og hun håber at der med udsættelsen vil komme mere fornuft ind i nye budgetteringer for området.

Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten håber, at der med nye drøftelser vil komme nye demografireguleringer på området, så de afsatte penge rent faktisk følger med virkelighedens udvikling på området, hvor der ifølge ham kommer flere med handicaps og psykiske sygdomme.

Der tilføres socialområdet 13,5 millioner kroner fra budgettet, der ikke er brugt fra 2017, og det glæder trods alt partierne på venstrefløjen i Byrådssalen.

Jens Peter Hansen fra Venstre tog dog sine forbehold overfor den nye aftale. Han mener blandt andet ikke, at man kan bruge 2,1 millioner kroner til 19 borgere på Bifrost. Men det er ikke det tal, Charlotte Broman Mølbæk fra SF har.

”Reelt spares der kun 140.000 kroner, hvis man lukker Bifrost. Dette er et angreb på FOF, der administrerer Bifrost”, sagde hun.

Det er nemlig FOF (Frit oplysnings Forbund) der står for de fleste udgifter, er det tidligere kommet frem.

Velfærdslisten stemte ikke for den nye aftale, der var indgået på socialområdet. Det samme gjorde heller ikke Enhedslisten eller Beboerlisten. Dermed blev punktet vedtaget og udskudt til efteråret.