Hver dag føres elektronisk dagbog over træningsmængde

 

Seks fodboldpiger tilknyttet randrusiansk pigefodbold kæmper fortsat for at komme på det danske U 16-landshold..

De seks dygtige piger, der netop er vendt hjem fra sæsonens anden weekendsamling denne gang i tyske Malente, er en del af DBU-talentsamarbejdet i Jylland Nord frem mod U16-landsholdet.

I Malente blev det til to uafgjorte kampe samt en sejr over et udvalgt tysk hold.

Den randrusianske repræsentation var dog reduceret til fem spillere.

”For Liv McLean Gosvig deltog ikke i turen, idet hun inden samlingen var blevet opereret og fået en ny trommehinde i sit øre,” fortæller DB-træner og far Jan Sloth Gosvig.

Efter syv ugers fodboldpause var hun ganske naturligt ikke 100 procent klar, og det er et DBU-krav for deltagelse i samlingerne.

Liv er dog tilbage i 20 mandstruppen til den næste talentsamling, som foregår på fem af pigernes hjemmebane i Dronningborg onsdag den 25. april kl. 18 -20.

Fem af landsholdskandidaterne spiller på Dronningborg Boldklubs U14-hold i liga 1.

Liv og Lara har begge fået deres fodboldopdragelse i DB, mens Caroline er kommet fra Assentoft fra starten af denne sæson.

Cathrine har fået sin fodboldopdragelse i Helsted Fremad og er i dette forår tilknyttet DB i liga 1 samt Helsted i liga 3.

Den femte, der repræsenterer DB, er Pernille Truong, der er bosiddende i Als ved Øster Hurup og har fået sin fodboldopdragelse i ASV med far Brian Jack som træner. Han er nu tilknyttet DB som blæksprutte og holdleder, idet DBU-samlingerne kommer forud for turneringskamp i egen klub, hvorfor det er et puslespil at få programmet til at gå op.

Den sjette lokale spiller i landsholdstruppen er Maja Baun, der er målpige på Randers Frejas U15-hold i liga 1.

Maja Baun har fået sin fodboldopdragelse i IF alliancen  og måske blevet en dygtig keeper af at spille meget med drenge.

”De seks piger har nu fire af 15 samlinger tilbage til at vise talentet, inden truppen igen skæres ned og bliver til DBU U15-talentsamarbejde,” siger Jan Sloth Gosvig, der er fuld af lovord om de unge fodboldpiger.

”De brænder alle for fodbolden og fører hver dag elektronisk dagbog over deres træningsmængde. DBU har dikteret, at én dag ugentligt er helt fri for fodbold samt anden konkurrencepræget aktivitet, så DBU er således meget opmærksom på at fremme det hele menneske og ikke drive rovdrift på pigerne, selvom fodbolden er en fast del af pigernes dagligdag,” siger Jan Sloth Gosvig.