140 landdistriktsinteresserede borgere tog i sidste uge til Randers Kommunes årlige landdistriktskonference, der i år blev afholdt i Munkholmhallen i Stevnstrup

Temaet for årets konference var levedygtige landsbyer og landdistrikter, og deltagerne havde rig mulighed for både at blive inspirerede samt få konkrete redskaber til videre udvikling af ens lokalområde. Og det er tilsyneladende noget, der trækker folk til. Ud over stort fremmøde fra kommunens egne landsbyer var der bl.a. også gensyn med en delegation fra Viborg Landsbysammenslutning og en lokalpolitiker fra Langeland, der gladelig tilbragte det meste af dagen i bilen for at kunne deltage.

Udover et inspirerende og humoristisk oplæg fra Jørgen Ørgård fra Mols i Udvikling havde deltagerne i år som noget nyt mulighed for at deltage i forskellige temasessioner omhandlende så forskellige emner som f.eks. delebil, alternative boformer og erhvervsnetværk.

Priser til Øster Bjerregrav og Lyshøj Mølle
Et af dagens store højdepunkter var kåringen af Årets Ildsjæl og Årets Initiativ. Listerne over nominerede i begge kategorier var lang, hvilket sender et godt signal om, hvor meget der rører sig i kommunens landsbyer. Årets Ildsjæl blev Bjarke Havmand Nordentoft, der modtager en pris på 10.000 kroner for sit engagement i udviklingen af Øster Bjerregravs Aktivitetspark. Prisen Årets Initiativ gik til Lyshøj Mølle, hvor frivillige arbejder ihærdigt på at færdiggøre projektet af samme navn.

Det store fremmøde og de mange nominerede til de to priser er noget, der vækker glæde hos formand for Randers Kommunes landdistriktsudvalg Lars Søgaard:

“Det er utroligt positivt, at så mange møder op og viser interesse for det arbejde, udvalget og forvaltningen laver her i Randers Kommune. Der var sikkert mange andre ting, man også kunne finde på at give sig til sådan en lun forårslørdag, så at man valgte at bruge tiden på konferencen har jeg stor respekt for. I år har vi prøvet noget nyt med temasessioner og lidt mere tid til, at deltagerne har kunnet netværke med hinanden og med forvaltningen, og det virker til, at det blev taget godt imod. Jeg ser allerede frem til næste års landdistriktskonference.”