15 unge, kommende trænertalenter er uddannet gennem Korshøjskolens nytænkende, banebrydende valgfag: Juniortræner

Et ambitiøst valgfagsprojekt, der sætter tyk streg under, hvor stort og effektivt tingene kan gøres, når ”Åben skole” praktiseres for fuld musik. Samarbejdet sker mellem Korshøjskolen, SMIFF, DGI Østjylland samt andre samarbejdsforeninger i lokalområdet. På Korshøjskolen har lærer Morten Brøndum været tovholder og i SMIFF Anja Enemark. Bag dem begge stod viceskoleleder Jim Knudsen samt Stine Hjarnø Jørgensen (formand og aktivitetsansvarlig gymnastik SMIFF).

Sammen har de fire udviklet valgfaget ”Juniortræner”, der udspringer af DGIs holdidé: Trænerspire. Men på Korshøjskolen har de videreudviklet konceptet omkring den praktiske del af holdet, så det er et veltilrettelagt og ambitiøst samarbejde mellem skole og lokalforening.

”Det giver en helt særlig stolthed at se en flok unge mennesker, der har taget en stor opgave på sig og løst den så flot. Det giver også en helt særlig stolthed, når vi turde satse så stort på et åbent skole projekt og så lykkedes med det. Indsatsen fra SMIFF har været fantastisk og forbilledlig, og det som de har lært her på skolen, kan jeg se, har fået de unge mennesker til at vokse og blive stærkere på en helt række parametre. Det har været et fantastisk projekt, som vi helt sikkert fortsætter næste år,” siger viceskoleleder Jim Knudsen om holdets fremtid.

Og SMIFFs formand for gymnastikafdelingen, Stine Hjarnø Jørgensen, er enig:

“At få lov at række ind i skolerne på den her måde, hvor vi ikke kun fremviser sporten men bidrager til en udvikling af det lokale foreningsliv og de unge menneskers kompetencer… Det er helt nyt for SMIFF, og jeg er meget stolt af Anjas arbejde samt ikke mindst de forskellige trænere, der har haft de unge mennesker i praktik. Så vi er også klar på en omgang mere.”

Færdiguddannede
For at deltage i ”Juniortræner” skal man ikke bare deltage i 30 undervisningstimer på Korshøjskolen, der startede i august 2017. Man skal tilmed deltage i 15 praktik-timer i en sportsforening (fortrinsvis SMIFF men andet har også ladet sig gøre). I de 15 praktiksessioner er man under udvikling, får man sparring, evaluering og øger sine kompetencer gennem praktisk erfaring.

“Alle 15 deltagere på 2018 Junior-træner årgangen er vendt tilbage med flotte udtalelser fra deres praktiktrænere, der hele vejen igennem bemærkede velforberedte elever, der forstod, hvilken aldersgruppe de havde med at gøre og var gode til at udvikle på forskellige aktiviteter til stor begejstring for deltagerne. Kompetencer, som de har tilegnet sig gennem den teori og de praktiske øvelser, som er blevet gennemgået i skoletiden. Og det har båret frugt. Så meget at flere af de unge mennesker allerede ér blevet ansat som assistenttrænere i forskellige foreninger,” fortæller Morten Aurvig Lystlund Brøndum, lærer på Korshøjskolen.

De unge mennesker får et diplom, når de er færdige. Det er et officielt DGI kompetencegivende diplom, som de kan tage med sig ud i livet, hvis de vil søge assistenttræner funktioner, søge på ungdomsuddannelser eller søge jobs. På diplomet er nemlig fint beskrevet hvilke kompetencer, som de unge mennesker har tilegnet sig og kan gøre brug. Kompetencer, som kan bruges langt uden for det danske foreningsliv.

“Med andre ord: ”Juniortræner” er ikke et valgfag, det er en uddannelse!” pointerer Morten Aurvig Lystlund Brøndum.