Det er Kristi Himmelfartsdag, og der er oldtidsmarked for hele familien torsdag og fredag 10.-11. maj hos Museum Østjylland i Kulturhuset

 

Skolerne holder lukket, børnene har fri, og der skal ske noget. Hvad er mere oplagt end at blive klog på oldtiden på den sjove måde, når Museum Østjylland holder oldtidsmarked med masser af aktiviteter for børn og deres voksne.
Arrangementet er en del af festivalen Livet ved Randers Fjord, hvor der i maj måned er en lang række aktiviteter over hele byen.

Oldtidsmarkedet byder på en række aktiviteter, som oldtidsmenneskene dengang fordrev tiden med. I kan blandt andet lave jeres egen amulet, riste en rune, få en sej tatovering, slynge et flot vikingearmbånd, lave jeres egen terning og spille med knogler.

”Vores forfædre i oldtiden var seje folk, som oplevede krige, sult, smertefuld sygdom og voldsom død. Men de havde det også sjovt, de legede og hyggede sig med at lave smukke ting. Det vil vi gerne vise med dette oldtidsmarked, hvor børn og deres voksne kan få et lille indblik i den ”lettere” side af oldtidslivet. Og få et par fine hjemmelavede oldtids-ting med hjem bagefter, ” fortæller museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen, der har tilrettelagt oldtidsmarkedet i Kristi Himmelfartsferien.

 

På opdagelse i oldtiden
Museet byder også på oldtidsudstillingen Livet ved Fjorden, den flotte oldtidsudstilling med masser af prøv-selv-aktiviteter, som store og små kan gå op opdagelse i.
Udstillingen serverer historien om oldtiden fra istid til vikingetid på Randersegnen. Se vilde museumsgenstande, flotte scenografier og prøv sjove aktiviteter.

I udstillingen kan børnene rejse ind i oldtiden med det helt særlige Lillefolk, som gemmer sig i issprækker, hule træer og tomme tønder.

”I kan godt glæde jer til at møde denne oldtidsfamilie, hvor alle er ganske små i størrelse men kæmpestore i charme og personlighed! ” smiler Helle Lebahn Bentzen og tilføjer, at der i udstillingen er stor risiko for at blive meget klogere på oldtiden – på den sjove måde.
I maj måned sætter en helt ny festival spot på Livet ved Randers Fjord. En række kulturinstitutioner byder på masser af spændende aktiviteter og arrangementer i og omkring Randers, hvor man kan opleve, besøge, smage og føle på livet ved Randers Fjord.

Oldtidsudstillingen Livet ved Fjorden kan opleves alle dage i museets åbningstid, tirsdag til søndag kl. 10 – 16 (mandag lukket). Gratis adgang til både marked og udstilling.