Superligaklubben Randers FC ansætter Thomas Thomasberg som cheftræner. Thomasberg har senest været træner hos superligarivalen Hobro.

Det bekræfter både Randers og Hobro på deres hjemmesider

 

Randers oplyser, at kontrakten med Thomasberg først er gældende fra 1. oktober, og at Rasmus Bertelsen, der har været midlertidig træner, vil fortsætte som assistent under Thomasberg.

Personligt ser Thomasberg frem til at vende tilbage til Randers, hvor han var assistenttræner fra 2013 til 2016.

“Jeg glæder mig vildt meget til at komme tilbage til klubben. Der er en masse dygtige mennesker i og omkring klubben,” siger Thomasberg til sin kommende klubs hjemmeside.

“Og så glæder jeg mig til udfordringen ved at stå i spidsen for en klub, der godt nok har haft modgang på det seneste, men som har et stort potentiale, og som samtidig står mit hjerte nært,” siger Thomasberg.

Rasmus Bertelsen, som nåede at stå i spidsen for holdet i 17 kampe, stiller sig til rådighed for klubben som Thomasbergs højre hånd.

“Jeg er glad for, at jeg fortsat kan være helt tæt på de spillere, som har rykket sig utroligt meget i de seneste måneder, og som jeg tror, kan bære os frem mod lysere tider i Randers FC,” siger Rasmus Bertelsen.

Hobros sportschef, Jens Hammer Sørensen, takker Thomasberg for arbejdet i klubben.

“Thomas har leveret et godt stykke arbejde som cheftræner i Hobro, og derfor er det naturligt, at der kommer tilbud fra andre klubber. Det er selvfølgelig ærgerligt for os, men sådan er gamet, og vi har fuld respekt for Thomas’ beslutning. Det er hverken første eller sidste gang, at vi sender en træner med sportslig succes videre til en anden klub,” siger Jens Hammer Sørensen til Hobros hjemmeside.

Hobro indleder nu arbejdet med at finde en ny træner. Indtil da vil Thomasberg fortsat være træner.

“Vi har netop indledt arbejdet med at finde en ny cheftræner, og den proces vil vi gerne have så meget tid og ro til at udføre som muligt,” siger Jens Hammer Sørensen.

Hobro vælger at lade Thomasberg fortsætte som cheftræner et stykke tid endnu, og hvis nødvendigt frem til 1. oktober.

Det kan dog blive tidligere, at parterne skilles, hvis en ny cheftræner er klar til at overtage.

“Thomas har altid været involveret i de sportslige strategiske beslutninger i klubben, men den del af jobbet fratager vi ham nu,” forklarer Jens Hammer Sørensen.

“Thomas er yderst professionel, og derfor er vi slet ikke i tvivl om, at han vil være lige så dedikeret som cheftræner i Hobro i de kommende måneder, som han har været gennem hele sin tid i klubben,” siger han.