Fortsæt til indhold

Susanne K. Forslund skifter til Team Esbjerg

Den tidligere landsholdsspiller, Susanne Kastrup Forslund, spiller i de kommende to sæsoner i Team Esbjerg.

Arkiv
Arkiv

Den tidligere landsholdsspiller, Susanne Kastrup Forslund, spiller i de kommende to sæsoner i Team Esbjerg.
Den 29-årige venstrefløj har i hele sin elitekarriere spillet i først Kolding og siden 2005 i KIF Vejen, og det har været en stor beslutning at forlade det kendte håndboldmiljø for at søge nye sportslige udfordringer i en anden klub.
"Det primære er, at håndboldspillet skal hænge bedre sammen med at være børnefamilie. Desuden ser Team Esbjerg ud til at blive et rigtig stærkt hold i de næste sæsoner, og det har stor betydning for mig, at Lars Frederiksen er der som træner. Klubben var i stand til at tilbyde hele pakken, så alt går op i en højere enhed. Dette er nok min sidste kontrakt, og skulle jeg prøve noget nyt, skal det være nu. Jeg har virkelig lyst til at spille håndbold og glæder mig til at opleve en anden håndboldkultur i Esbjerg," siger Susanne K. Forslund.
Håndboldparret Susanne og Mads Forslund er forældre til sønnen Hugo, og hun gjorde comeback i slutningen af seneste sæson. I tiden med KIF Vejen har Susanne K. Forslund sammen med træner Lars Frederiksen både været i EHF Cup-finale, pokalfinale og yderst overraskende vundet bronzemedalje i Dameligaen. På landsholdsplan spillede hun de foreløbig sidste af 32 A-landskampe ved VM i Kina i 2009.
Team Esbjergs cheftræner, Lars Frederiksen, har i fire år på posten i KIF Vejen haft Susanne K. Forslund som anfører og ved om nogen, hvad hun står for som spiller og menneske.
"Susanne er et rigtigt klubmenneske med 14 år i KIF-regi, og jeg er glad for, at hun har lyst til at spille i den klub, hvor jeg er træner. Som spiller kan hun i forsvaret dække både fløj og back, hvad ikke mange fløjspillere formår, og frem ad banen er hun med sin hurtighed god på kontraer, hun er rigtig god til at afslutte samt læse og forstå spillet," siger Lars Frederiksen.
Susanne K. Forslund er født i Luxembourg, hvor familien var udstationeret, og flyttede som niårig til Vejen. Hun forventer i slutningen af næste måned at afslutte sin cand.pæd.psyk-uddannelse, en kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi, på Aarhus Universitet.
I Team Esbjerg er Susanne K. Forslund den direkte afløser for svenske Jessica Helleberg, der efter to år forlader klubben ved udgangen af denne sæson.
Team Esbjerg forlængede for få dage siden samarbejdet med Rikke Zachariassen og har tidligere indgået en aftale med en af verdens bedste målmænd, Kari Aalvik Grimsbø, så begge spillere er på kontrakt til sommeren 2016. I januar indgik klubben endvidere en aftale med det hollandske stortalent, Estavana Polman, for de kommende to sæsoner.