Der er mere
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Der er mere,« sagde den gamle sømand Olsen til drengen John. John stod og så på det maleri, som han altid var så optaget af. Når otte-årige John var på visit hos hr. og fru Olsen, som boede på etagen ovenover, så søgte han altid hen til det bestemte maleri. Det var fremmedartet og fascinerende. Det forestillede en landsby med anderledes huse og bittesmå mennesker. Der var et landskab omkring med bakker og høje bjerge i baggrunden.
Og så sker det en dag, hvor lille John igen står og stirrer på de mange detaljer i maleriet. Pludselig siger Olsen: »Der er mere«. John kigger uforstående på ham. Olsen siger: »Jeg kan se, du er glad for det billede. Det er en kopi af et gammelt, japansk kunstværk. Det hedder ”Landskab under fire årstider”. Det er tolv meter langt.«
Og så viser Olsen drengen, hvordan billed-rammen i begge sider indeholder rundstokke, som det lange maleri er rullet op omkring. Når han drejer på rundstokkene, så kommer andre landskaber og andre årstider til syne i rammen. Det anede John ikke noget om. Det billede, som så tit havde fascineret ham, det var jo bare et lille udsnit af et meget større kunstværk. Der var meget, meget mere.
Der er mere! Det er en god indstilling at have til livet. For sådan er det jo. Der er altid mere, end vi lige umiddelbart kan få øje på.
Sådan er det med mennesker. Et menneske er altid noget mere. Noget mere, end det du ser. Noget mere, end du tror. Det bærer noget i sig, som du ingen anelse har om. En hemmelighed. Et mysterium. En angst og en styrke. En fortid, en skæbne, nogle nederlag – og også nogle sejre, som du ingenting ved om. Og derfor skal vi heller aldrig gøre os færdige med hinanden og sige: Sådan er han! Sådan er hun! For det passer ikke. Et menneske er altid noget mere.
Og sådan er det også med det univers og den verden, som kristendommen ruller op for os. Der er mere, end du aner. Der er altid mere. Verden er ikke et lukket system. Der er åbninger. Til himlen. Til underet. Til Gud.
Det var det, som de sørgende kvinder erfarede, da de påskemorgen kom til Jesu grav og fandt den åben, og en engel forkyndte for dem, at Jesus var opstået fra de døde.
Det var det, som de triste og opgivende disciplene erfarede pinsedag, da Helligånden kom over dem og de fik nye kræfter og nyt mod.
Og det er det, som også vi kan erfare, når pinseunderet rammer os, og vi overvældes og ser og mærker og oplever ting, vi end ikke i vores vildeste fantasi havde forestillet os. Hver gang vi tror, at der ikke er mere at komme efter, så sker det gang på gang, at kristendommen så at sige føjer en ny dimension til vores virkelighed.
Det er ligesom i en novelle af Anders Bodelsen, hvori han fortæller om en familie, der bor i en toværelses lejlighed. I et af værelserne står der et stort mahogniskab op ad en væg. En aften beslutter familien sig for at flytte det store skab et andet sted hen. Men da de begynder at flytte skabet, får de sig en kæmpe overraskelse. De opdager nemlig, at der bag ved skabet er en dør. Og endnu mere overraskende: Bag ved døren gemmer der sig endnu et værelse. Familien bor altså i virkeligheden i en treværelses lejlighed. Og det har de aldrig vidst.
Der var mere – og der er mere. Kristendommen føjer et ekstra rum til den verden, vi ellers mener at kende så godt. Et større rum. Et glædens rum. Et evighedens rum.