Hvornår har du sidst været på kirkegården?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

”Kom, maj, du søde milde” lyder den skønne majsang skrevet af Christian A. Overbeck i 1776, og som er at finde i Højskolesangbogen. Og når jeg tænker på de dage, som maj blev indledt med, den smukke blå himmel og den dejlige forårsvarme, kan ingen anden titel for maj måned passe bedre.

Maj er en fantastisk måned, og nok pibler mange skud og blomster frem i april, men i maj står sluserne åbne og blade, blomster og fuglefløjt vælter frem alle steder. På markerne udenfor mit vindue kan jeg nærmest dag for dag se, hvordan kornet vokser, og som ved et fingerknips står rapsmarkerne lysende gule!

Men det er ikke kun spirende og blomstrende marker, jeg kan se fra mit vindue. Jeg kan også se over på kirkegården. Også her spirer og vokser det frem. Selvfølgelig, fristes man næsten til at sige. For hvorfor skulle kirkegården være anderledes end naturen udenfor diget, hvorfor skulle kirkegården være anderledes, end den plejer. Men det er den måske, hvis det er længe siden, du sidst har besøgt den. For kirkegården er meget mere end ”de dødes have”, som den ofte kaldes. Kirkegården er meget mere end et sted af tage afsked og mindes. Kirkegården rummer liv, masser af liv.

I Favrskov provsti, som dækker hele Favrskov kommune, har vi særligt fokus på kirkegården, på de grønne oaser og åndehuller, som de kan udgøre midt i byen og på land. Vi har fokus på både dyr og planters trivsel – på biodiversiteten.

Derfor bruges der hverken gift eller gødning, så alle de frø, som måtte ligge i græsplænen får lov til at spire op. Derfor er græsset nogle gange højere end hjemme i haven, da det giver mulighed for planter til at spire, og det giver føde og ly til insekterne og andre smådyr. Derfor kan du se væltede træer og kvashegn på kirkegården.

Anlagt, ikke fordi det gør det nemmere for graveren eller den grønne medarbejder, tværtimod, men fordi de giver plads til det liv, som til tider er så småt, at vi ikke ser det, og derfor ikke er opmærksom på, at det er ved at forsvinde.

Hvis du går en tur på kirkegården, vil du se stauder og andre blomster på tomme gravsteder, hvor der før blot var grus. For ligesom med livet, står tiden heller ikke stille på kirkegården, også den skal udvikle sig og ”følge med tiden”, som man siger, og tiden er til liv og plads – og dét ikke kun til os mennesker.

”Kom, maj, du søde milde”, livet vælter frem i disse dage, og det er svært ikke at få smil på læben. Lad næste spadseretur gå forbi kirkegården, se nærmere på hvad der sker også her, og glæde dig over at livet spirer selv i ”de dødes have”.

God tur.