Størst af alt er kærligheden: Derfor deltager kirken i Pride

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I år deltager kirken i Pride, fordi vi gerne vil være med til at gøre det tydeligt, at kirken er for alle – uanset hvem man er, og hvem man elsker.

Vi ved, at nogle kan være i tvivl om, hvorvidt de er velkomne i kirken, hvis de bryder med normer for køn eller seksualitet. Den tvivl kommer ikke ud af ingenting. Desværre kan man stadig møde modstand mod LGBT+ personer i kirkelige sammenhænge.

Derfor er det vigtigt for os at sige klart: I kirken er du velkommen. Som du er.

Folkekirken rummer mange mennesker og mange perspektiver, og vi arbejder hele tiden med, hvordan vi bedst møder hinanden med respekt, åbenhed og omsorg. Vores deltagelse i Pride er en måde at vise det på – ikke bare med ord, men ved at være synligt til stede.

De første kristne tog begrebet, ”ekklesia”, der dengang betød ”byens (demokratiske) forsamling”, og brugte ordet til at betegne ”menigheden”. I menighedens ”ekklesia” var det ikke længere kun mænd med høj status, der deltog, men her sad slaver, kvinder, fattige, udstødte og mennesker med forskellige kulturelle rødder side om side. I menigheden havde alle adgang til indflydelse i et ekstremt hierarkisk og ulige samfund, og det gjorde det muligt for kristne at drømme om et samfund, som rummede alle og ikke kun den lille elite af mænd.

De byggede drømmen på fortællingen om den Gud, der blev menneske og led og døde på et kors. Det var en rigtig umandig og svag Gud, der brød med alle forestillinger om den flotte, stærke mand og den smukke, svage kvinde. I Kristus blev det, man ellers adskilte, forenet: styrke og sårbarhed, lidelse og håb, død og opstandelse. Det samme ser vi i billedet af det lille gudsbarn i favnen på en stærk og omsorgsfuld kvinde – et billede, hvor magt ikke handler om dominans, men om kærlighed, mod og nærvær.

Nu handlede det ikke længere om at være stærk og magtfuld og derfor skærmet for den udsathed, som dem længst nede i hierarkiet, de svage mennesker - slaverne, kvinderne, børnene, de fattige, syge, fængslede og nonkonforme - led under. Det handlede om at kunne dele vores udsathed og sårbarhed med hinanden i tillid til, at vi alle kan se Guds herlighed midt i livets mangfoldighed, og derfor ville vise omsorg for hinanden.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis kvinderne ikke, da kirken blev etableret som institution, blev skubbet tilbage i baggrunden, på trods af kirkens universelle ”ekklesia”, så havde vi måske for længst formået at åbne kirken også for de homoseksuelle, de transkønnede og alle de andre, hvis seksualitet ikke passer ind i binære enten- eller kategorier.

Jeg kan til gengæld godt være bange for, at det vil fortsætte med at være svært at have en ikke-konform kønsidentitet, for vi elsker det binære og bliver fodret med det hver dag, når vi tjekker ind på Facebook, Instagram, TikTok, X og hvad de allesammen hedder. Det er ikke uden grund, at vi netop i denne tid møder en kæmpe modbevægelse mod det, der betegnes som woke, som om det er forkert at være woke/opmærksom på alle de udsatte, undertrykte og udstødte.

Men kirken giver mig alligevel håb. De to borgerskaber – det jordiske og det himmelske – er nok forskellige, men de er ikke binære. De er ligesom vores frelser: Både og. Både Gud og menneske, både maskulin og feminin, både himmelsk og jordisk, både stærk og svag.

Ligesom vi kan være både fremmed og hjemme, troende og videnskabelige, kan vi også være anderledes og en del af det fælles. Vi kan fint rumme både majoritet og minoritet.

Måske er queer ikke bare en udsat minoritet, vi skal rumme i fællesskabet, men i sig selv Guds påmindelse om, at intet er binært i Guds rige. Gudsriget er “inkarnatorisk” (Gud blev menneske uden at hverken Gud eller menneske mistede sin egen-identitet) og “trinitært” (Gud som en relation mellem tre).

Det vigtigste er ikke normerne og vores køn, kultur og skikke. Det vigtigste er ikke, om vi er ens eller enige. Det vigtigste er Guds ubetingede kærlighed til os alle.

Størst af alt er kærligheden.