38-årig blev ansat i firma og rykkede ind på lageret med hamp-planter og væksttelte
En mand så sit snit til at dyrke hamp på arbejdspladsen.
Lokalpolitiet i Odder rykkede mandag formiddag ud efter et tip om, at der blev dyrket hampplanter i en lagerbygning i Odder.
Oplysningerne viste sig at være korrekte. Da lokalbetjentene gennemgik bygningen, fandt de et par væksttelte, som var skjult i et mindre lokale med tilknytning til lageret.
I teltene fandt politiet 16 hamp-planter samt forskelligt udstyr, der blev brugt til dyrkningen, skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Efterforskningen førte hurtigt politiet frem til en 38-årig mand, som for nylig var blevet ansat i den virksomhed, der råder over lageret.
Manden erkendte, at han havde opstillet vækstteltene, fordi han havde fundet et sted, der lå godt gemt væk, og som kun han havde adgang til.
Politiet beslaglagde både planterne og udstyret.
Den 38-årige mand blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.