Tækker lytter til beboerne og etablerer ikke et spillested i parkeringskælderen under byens nye kulturcenter
Ejendomsudvikleren har valgt ikke at ansøge om en tilladelse til at etablere et spillested i p-kælderen under Nørreport 20B i Aarhus. Beboerne er lettede og glade for at blive hørt.
Tækker Groups planer om at skabe kulturcentret Stenbroen i den tidligere arkitektskole på Nørreport i Aarhus har fået masser af ros fra mange sider. Men blandt roserne var der en torn, som handlede om naboernes bekymring for støj fra et nyt spillested i p-kælderen under det tidligere auditorium. Det kaldes i folkemunde en technoklub, selv om tanken var at spille mange forskellige musikgenrer.
Nu har udvikler Jørn Tækker resolut fjernet tornen. Han forklarer til avisen, at han ikke søger om tilladelse hos Aarhus Kommune til at etablere et spillested på parkeringsarealet.
»Det spillested i kælderen er ikke en del af det projekt, vi søger tilladelse til lige nu,« siger han.
Jørn Tækker har i hele debatten understreget, at Stenbroen er i et meget tidligt stadie og under udvikling. At lokalplanen ikke er på plads, så ingen ved, hvad Tækker Group får tilladelse til. Og at det derfor er alt for tidligt, at beboere i kvarteret begynder at se forskellige problemstillinger, der muligvis slet ikke vil opstå.
»Det er ikke vores hensigt at skabe uro i kvarteret, og det kommer ikke til at ske,« har han slået fast.
»Kommunen er endnu ikke færdig med at lave en lokalplan. Når det sker, kan den ende med at give os lov til at drive et eller flere steder med musik. Men vi får ikke lov til og har slet ikke lyst til at lave et sted for 6-700 mennesker, som står og råber og skriger på p-pladsen i området,« uddyber Jørn Tækker.
Beboerne er lettede og glade
De beboere, som er stået frem med deres bekymringer, sænker alle skuldrene.
»Vi er positivt overraskede over, hvor hurtigt det kan gå, når medierne tager en sag op. Og så er vi selvfølgelig lettede over, at vores bekymringer er blevet hørt, og at det ikke længere ser ud til, at vi skal have en technoklub i vores boligkvarter,« siger Christian Le Coq og Martine Rosencrone von Benzon.
Naboen Lars Nielsen er enig.
»Det er vi rigtig glade for at høre. Vi har været oprigtigt nervøse for følgevirkningerne i nærområdet. Både hvad angår støj, trafik og andre uhensigtsmæssigheder,« siger han.
Solveig Munk, der er tidligere byrådsmedlem for Velfærdslisten og beboer i Mejlgade, er også glad for at blive hørt:
»Jeg synes, at det er rigtig fint, at Tækker lytter til os. Der er større chance for at blive lyttet til af bygherre end af Aarhus Kommune, viser min erfaring gennem tiden. Så borgerne er afhængige af, at byen har nogle gode investorer, der vil lytte og samarbejde,« siger Solveig Munk.
Hun mener, at det er en god beslutning, der løser flere problemer.
»Det er fornuftigt, for det virker ikke som om at p-kælderen egner sig til formålet, fordi området ville miste p-pladser, det ville give støjgener, og det ville rejse nogle sikkerhedsproblemer i forhold til brandfare,« siger hun.
Fællesrådet i god dialog
Jørn Tækker har hen ad vejen holdt en række møder med Midtbyens Fællesråd, der synes, at de har haft en god dialog.
»Vi har i fællesrådet haft flere positive møder med Jørn Tækker. Og vi er ved at arrangere et borgermøde, hvor vi kan facilitere en samtale mellem beboerne og Tækker Group. Det er netop fællesrådets rolle at være bindeled mellem borgerne og politikerne,« siger Thomas Kruse fra bestyrelsen.
Rådmand Jesper Kjeldsen (S) har tidligere givet udtryk for, at der skal være plads til levende musik i det centrale Aarhus. Det mener han stadig, men han forstår også beboernes reaktion på, at der pludselig sker noget nyt.
»Det er menneskeligt at blive bekymret, når der skal ske noget i ens baghave. I sådan et tilfælde skal man gå i dialog med den, der udvikler, og jeg har et billede af, at der i forhold til Stenbroen er de bedste intentioner,« siger Jesper Kjeldsen.
Da der endnu ikke forelægger nogen lokalplan, synes rådmanden, at det er for tidligt at politisere sagen, som han siger.
»Jeg giver gerne mit besyv med i nye spændende sager, men lige nu afventer vi en lokalplan, som udformes af Teknik og Miljø,« fortsætter han.
I tråd med helhedsplanen
Det vides endnu ikke, hvornår den nye lokalplan bliver vedtaget. Tækker Group har i disse dage arbejdet ihærdigt på at sende et omfattende materiale med dokumentationer og illustrationer.
Kulturcenteret vil både rumme musik, teater, ungdomsuddannelser, en café, et beboerhus, et bogforlag og Tækker Group. Jørn Tækker placerer sit firma på Stenbroen for at være med til at drive det og få det til at fungere bedst muligt.
Musikbutikken Akustikken og Byhøjskolen er allerede på plads, mens caféen Okay, øvelokaler og et beboerhus er ved at tage form. Også Kaospiloterne, Teaterskolen Move’n Act, Modtryk,Drum Station, Potemkin og mange andre rykker ind i byens nye kulturcenter i den gamle arkitektskole.
Det sker i de eksisterende lokaler og ud fra en plan, der er i stor harmoni med den helhedsplan, beboerne har været med til at udforme i 2023. Det påpeger Solveig Munk.
I den er der for eksempel ønsker om flere grønne områder, og sådan et etablerer Jørn Tækker i en af gårdene.
»Beboerne undgår også at få boliger i fem etager på hjørnet af Kaløgade lige ud til den åbne p-plads. Den tidligere ejer ville forhøje den toetagers bygning til en på fem etager,« siger hun.
De kommende måneder vil der blive arbejdet med lokalplanen, som giver de endelige tilladelser og retningslinjer.
Teknik og Miljø har tidligere svaret bekymrede beboere, at der er tale om en bevarende lokalplan, at Tækker Group skal overholde alle gældende love og regler, og at alle, der afholder arrangementer i Stenbroens lokaler, skal det samme.