Kolind-pige med krudt i støvlen sender Sander på endnu en farlig mission
Tania Clausager er flittig ved tasterne. Nu er 11. bind i serie om Sander på gaden fra torsdag 18. juni.
Den tidligere Kolind-pige Tania Clausager, 52, udgiver 18. juni bind 11 i sin Sander-serie, der har Aarhus og Østjylland som omdrejningspunkt for handlingen.
Siden debuten med »Attack Aarhus« i 2020 har Clausager opbygget en pænt stor læserskare, der følger hovedpersonen Sander gennem opklaringen af alvorlige kriminalsager i det østjyske miljø.
Tania Clausager er født og opvokset i Kolind og uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole DMJX.
Hun har selv spillet fodbold i de unge år i Kolind-Perstrup IF og var kendt for at kunne fyre et projektil af en bold af, når hun ramte den lige i røveren.
Fritidsarbejde på skolebiblioteket på Kolind Skole var afsættet til bøgernes verden.
Fra journalist til forfatter
Hun begyndte sin karriere som sportsjournalist og har været redaktionschef hos Aller Media i København, inden hun vendte tilbage til Aarhus og Århus Stiftstidende som kriminalreporter.
Hun har tidligere udtalt, at jobbet som kriminalreporter er verdens bedste, men også mentalt barskt at begå sig i denne genre.
Så er det trods alt mere fredeligt at lege med tinsoldater og orkestrere plots som krimiforfatter, selv om romanerne ikke skriver sig selv.
Forfatter på heltid
Nu er hun forfatter på heltid og journalistisk freelancer på deltid.
Erfaringen fra arbejdet med bandekriminalitet, narkosager og drabsefterforskninger bruger hun aktivt i sine bøger.
Bøgerne kredser ofte om terror, kidnapninger og brutale mordsager, hvor betjenten Sander kastes ud i hæsblæsende opklaringsarbejde. Handlingen er kendetegnet ved højt tempo og flere sideløbende historier.
»Det har været fantastisk at opleve den opbakning, serien har fået gennem årene. Bind 11 bygger videre på alt det, læserne kender og holder af, men byder samtidig på nye overraskelser og en sag, der får store konsekvenser for flere af seriens centrale personer,« siger Tania Clausager.
Driver eget forlag
Tania Clausager driver i dag sit eget forlag, Forlaget Rocky T.
Inden hun debuterede som krimiforfatter, udgav hun portrætbogen om bokseren Lolenga Mock, der kom til Danmark som FN-flygtning i 2003, bosatte sig i Aarhus og afsluttede sin professionelle boksekarriere med en sejr over argentineren Mateo Damian Veron i Viby Hallen i 2019.