To aarhusianske michelinkokke overtager hotel og restaurant i Frankring
Erfaring fra Michelin-restauranter i Aarhus danner grundlag for parrets nye satsning i Sydfrankrig, hvor de kombinerer nordisk tilgang med lokale råvarer.
I den lille middelalderby Bargemon finder man Ferme le Pavillon. Det er for nylig blevet overtaget af Nicoline Dragsdal og Jonas Dahl, der står i spidsen for både hotel og restaurant.
Parret har gennem en årrække arbejdet på nogle af Danmarks mest anerkendte restauranter, heriblandt de aarhusianske Michelin-restauranter Substans og Domestic.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Og nu har de altså taget springet til Sydfrankrig.
»Vi besøgte stedet første gang i 2025 og forelskede os med det samme. Der er en helt særlig ro hernede, og man mærker med det samme, hvor meget kærlighed der er lagt i stedet,« siger Nicoline Dragsdal i pressemeddelelsen.
Da muligheden for at overtage driften opstod, var beslutningen derfor ikke svær.
»De tidligere ejere har skabt noget helt unikt. Da de spurgte, om vi kunne tænke os at forpagte Ferme le Pavillon, var det faktisk en ret nem beslutning. Vi kunne se os selv her med det samme,« siger Jonas Dahl.
Fransk gastronomi med nordiske rødder
I køkkenet kombinerer Nicoline Dragsdal og Jonas Dahl klassisk fransk gastronomi med den nordiske tilgang, de har taget med sig fra Danmark.
Menuerne tager udgangspunkt i sæsonens råvarer, lokale producenter og den frihed, der følger med at drive en mindre restaurant, hvor kvalitet og nærvær går hånd i hånd.
»For os har det været fantastisk at komme til et område med så mange fantastiske råvarer og en sæson, der varer væsentligt længere end hjemme i Danmark. Her har producenterne nogle klimatiske muligheder, som giver helt fantastiske grøntsager, frugter og urter. Det er enormt inspirerende at arbejde med,« siger Jonas Dahl.
Ambitionen er ikke at skabe en klassisk Michelin-restaurant, men et sted, hvor gastronomien er ambitiøs, atmosfæren afslappet, og gæsterne føler sig hjemme.
»Vi vil gerne skabe et sted, hvor du kan sænke skuldrene og bare nyde det. Selvfølgelig skal maden være på et højt niveau, men oplevelsen handler lige så meget om stemningen, værtskabet og følelsen af at være hjemme,« siger Nicoline Dragsdal.
læser
lige nu