En 19-årig mand var i går ved 14-tiden årsag til et trafikuheld i Randers. Manden skulle svinge til venstre ad Fladbrovej fra Viborgvej, men overholdt ikke sin ubetingede vigepligt, hvilket resulterede i et sammenstød med en bil, der kørte ad Viborgvej ind mod byen. Denne bil blev ført af en 40-årig kvinde, og begge involverede kom en tur på skadestuen. Der blev spildt olie på kørebanen ved uheldet, som medførte trafikale gener.