En bande af helt unge gaderøvere er tilsyneladende på spil i Randers. Tre dage i træk har der været overfald, og politiet ser med stor alvor på sagerne.I går klokken 16.40 blev en 63-årig mand overfaldet i Fjordgade ved Udbyhøjvej. Manden blev passet op af tre drenge i 15-16 års alderen. De bad om penge til bussen, men da han afviste og gik videre, blev den 63-årige skubbet og slået bagfra for til sidst at blive frarøvet sin pung.Manden pådrog sig smerter i nakken, og har beskrevet den mest aktive i overfaldet som 15-16 år med dansk udseende og cirka fem centimeter langt kommunefarvet strithår. Han bar en sort læderjakke eller lignende. De to andre var lidt højere og bar også sorte jakker. Sagen kommer efter to lignende overfald på mænd på stisystemet ved Brotoften tirsdag og onsdag aften. Politiet har en formodning om at drengene kan komme fra Tøjhushavekvarteret, og er interesseret i henvendelser på telefon 114.