I forbindelse med et indbrud i en villa på Brombærvej i Grenaa tirsdag aften blev der set en rødlig personbil med tre personer, der forelod stedet. Efter en snak med betjente fra specialpatruljen valgte politiet i går formiddag at opsøge en adresse i Grenaa by, og her dukkede kosterne fra indbruddet da også op. Der blev desuden fundet koster fra et andet indbrud og en smule hamp. Til stede var en 29-årig mand og en 23-årig mand, og de erkendte da også indbruddet. Efter afhøring blev de løsladt, men de undgår ikke at stå ansigt til ansigt med en dommer på et senere tidspunkt.