Der blev udstedt ikke færre end fire sigtelser, da politiet i aftes stoppede en formodet narkopåvirket bilist i Tvede nord for Randers. Det skete ved godt 18-tiden på Bakkevej. Bilisten, en 47-årig mand som kørte en varebil, var frakendt kørekortet og blev fundet i besiddelse af otte gram amfetamin. Han blev derfor sigtet for at køre i frakendelsestiden, for at være narkopåvirket og for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Desuden blev varebilens ejer – en 75-årig mand – sigtet for at have overladt bilen til en person, som er frakendt kørekortet.