RgF inviterer sammen med DGI til aktiv ferie i vandet for børn i alderen 7-13 år i Nørrevangsskolens svømmehal over tre dage i vinterferien. Water Days er et helt nyt DGI-koncept, der byder på udfordrende aktiviteter både i og uden for bassinet samt en masse hygge med de andre deltagere
 
Udfordrende svømning, sjove ferieoplever og masser af hygge. Hvis det lyder som noget for dine børn, så er RgF’s Water Days en fantastisk mulighed for vandglade børn, som gerne vil have det sjovt og være aktive sammen med andre børn i vinterferien.
Sammen med DGI afholder RgF nemlig for første gang nogensinde Water Days, som er et splinternyt DGI-koncept målrettet børn. Formålet er at introducere børn for forskellige vandaktiviteter i en sjov og lærerig indpakning i deres ferie, så de bliver mere sikre og lærer at begå sig i vandet.
”Deltagerne kommer til at opleve et hav af sjove aktiviteter både i og uden for bassinet, og de kommer hurtigt til at rykke sig svømmemæssigt. Undervisningen bliver tilrettelagt efter det enkelte barns niveau, så alle får mest muligt ud af at være med,” siger Jesper Harder, svømmekonsulent ved DGI Østjylland.
Blandt andet kommer deltagerne til at stifte bekendtskab med Ocean Rescue Camp-aktiviteter, introduktion til livredning og førstehjælp. Og det er vigtig viden, fastslår Jesper Harder.
”Hvis du ikke kan svømme, kan det i værste fald koste dig livet. Derfor er det enormt vigtigt, at børn og unge lærer at begå sig i og omkring vandet, da det ellers vil være hæmmende for dem. Der er god grund til at prioritere svømning og livredning i et land som Danmark, hvor vi har mere end 7.300 km kyststrækning,” fortæller han.