Der var vigtige point på spil, og en sjetteplads skulle forsvares, men det var afskeden med den engelske træner Colin Todd, der var det store trækplaster, da Randers FC sluttede sæson 2015-2016 af med hjemmesejr 3-1 over Esbjerg fB.
Den kamp var Todds sidste efter fire år i Randers FC – i anden ombæring.
Han kom til Randers første gang i juni 2007 som afløser for Lars Olsen og var her til januar 2009, da Randers FC-ledelsen – læs rigmanden Peter ”Essex” Halvorsen og direktør Jacob Nielsen – fik store ambitioner og bl.a. hentede John Faxe Jensen som træner og bl.a. indlemmede svenske Tobias Grahn i spillertruppen. Det var dømt til at mislykkes, og efter farvel til Faxe og hans stab kom så Ove Christensen (oktober 2009-april 2011), Peter Elstrup (april 2011-maj 2011) og Michael Hemmingsen (maj 2011-juli 2012) i cheftrænerædet inden Todds come-back i juli 2012.
Nu fire år efter er det slut – efter bronzemedaljer og en tabt pokalfinale mod Esbjerg fB – begge dele i 2013 – som højdepunkterne..
 
Langvarige klapsalver
 
Todd fik en helt igennem fornem afsked.
Da kampen blev fløjtet af, rejste alle sig og klappede taktfast. Todd fik mikrofonen og takkede alle i en lang takketal og sluttede af med at gå hele banen rundt og hilse på tilskuerne, inden han fortsatte i sponsorlogen, hvor klapsalverne også var langvarige.
”Det var en fantastisk oplevelse,” sagde Todd, der altid har glædet sig over at være en del af Randers FC.
”Jeg har altid haft et godt forhold til alle herude. Både ledelsen, alle de frivillige i klubben og de enestående fans. Men det her var toppen,” sagde Todd efter den stormende hyldest, hvorefter han gik til en festlig Randers FC-sammenkomst, inden han mandag var til træning for sidste gang.
Tirsdag satte han kursen mod England.
Kommer han igen en tredje gang?
”Man ved aldrig. Og det kan jo godt ske, at min kone jager mig ud, når jeg har gået derhjemme i 14 dage,” lød det undervejs i Todds taler til folkene i og omkring Randers FC.
Taler, hvor det var tydeligt, at han var meget glad for tilskuernes hyldest.
”De mødte op for at vise deres respekt. Jeg tror, de sætter pris på det, jeg har gjort i Randers, og det betyder meget for mig,” siger Todd, der altid har sat pris på Randers FC’s fans.
”For uden dem ville Randers FC ikke være noget. Vi er alle en del af det. Fansene, spillerne og mig selv,” sagde Todd, der nød hvert eneste sekund i hyldesten.. ”Når man forlader en klub, bliver man nogle gange sparket ud eller buh’et ud. Så forsvinder man bare,” sagde Todd.
Det skete ikke for ham.
”Jeg nød det fra første til sidste sekund. Det var en kæmpe-oplevelse. Jeg kan ikke takke nok,« sagde Todd.
På æresrunden på grønsværen kunne han se flere bannere.
»We will always remember you….«
Stod der på et banner, der forhåbentlig hænger der lidt endnu….