Randers Auto Sport med bag Danboring Rally Denmark
 
Kampen om bl.a. Danmarksmesterskabet i rally afgøres I den næstsidste weekend af oktober. Det sker ved den tredje udgave af Int. Danboring Rally Denmark den 21. og lørdag den 22. oktober.
Randers Auto Sport er en af de tre klubber, som står bag det internationale løb, som ligesom i 2014 og 2015 kommer til at afslutte den danske rallysæson. Klubben har ikke bare deltaget i den bagvedliggende planlægning, som har stået på i trekvart år, men deltager også på dagen med utallige frivillige.
Klubben er således ansvarlig for en af de syv hastighedsprøver, som indgår i Int. Danboring Rally. Det er en af de to hastighedsprøver, som finder sted fredag aften i buldrende mørke og som derfor stiller ekstra krav til officials og mandskaber.
Den hastighedsprøve, som medlemmerne af Randers Auto Sport skal bestyre, ligger nordøst for Ulstrup, nærmere bestemt syd for Øster Velling, hvor rallykørerne skal køre en såkaldt gennemgående prøve. Den starter og slutter syd for Øster Velling, hvor man kører ad Bjørnkærvej, Langå Mark og Langagervej. Starttidspunkt er henholdsvis klokken 19.34 og 22.03.