Signe S. Simonsen fra Randers løb maraton på Antarktis og blev første danske kvinde i The Seven Continents Marathon Club – læs her hendes beretning fra den fantastiske tur
 
Endelig kom dagen, hvor jeg kunne sætte mig i flyveren mod København, hvor jeg skulle møde min gode ven Jesper, som jeg første gang mødte for tre år siden i Myanmar, da han var derude for at løbe.
Efter en dagsrejse plus fra Aalborg via København, Madrid, Santiago for så at lande i Punta Arena lørdag 19. november kunne vi tjekke ind på hotellet ved stranden. Søndag viste sig at være en solrig og varm dag i det sydligste Chile. Dette var meget usædvanligt for årstiden, som vi (desværre) kunne takke klimaforandringerne for.
Dagen sluttede med et helt naturligt delfinshow kun 100 m fra stranden. Om eftermiddagen gik turen med speedbåd til Magdalena øen, hvor over 100.000 pingviner holder til på denne årstid. Vi var så heldige at få et glimt af to nyfødte pingvinunger. Sejlturen gik også forbi en lille ø, hvor ca. 600 søløver lå og solede sig på stranden – et imponerende syn.
 
Som en Michelin-mand
 
Mandag var der kontrol af løbeudstyr, og derpå skulle det antarktiske tøj i form af støvler, bukser og jakke afprøves. Man følte sig som en Michelin-mand, og efter få sekunder i den påklædning fik man varmen. Senere var der infomøde og udlevering af startpakke til løberne. Her fik man hilst på de andre løbere, og løbslederen holdt en peptalk, hvor jeg bemærkede følgende: ”To be stressed is a decision.”
Tirsdag 22. november var der rejsebriefing, hvor deltagerne fik en introduktion til, hvad det vil sige at besøge det kolde kontinent længst mod syd. Den første advarsel omkring eventuelle rejseforsinkelser blev også drøftet. Vejrets uforudsigelighed kan betyde ugelange udsættelser af rejsen den ene eller anden vej. Nogle truende skyer var på vej mod Union Glacier, og en sen aftenafrejse kunne blive overvejet. Klokken 12.30 blev bagage til check in vejet i hotellobbyen og derefter fragtet til fragtflyet. 19.30 kom beskeden, at deltagerne skulle være klar til afgang kl 6.00 onsdag morgen.
 
 
Fragtfly fra 70’erne
 
Onsdag 06.00 samledes alle løbere i to busser og kørte til Punta Arenas lufthavn. Allerede her var det dikteret, at man skulle være iført sit arktiske udstyr, vi havde fået udleveret dagen forinden. Klokken ca. 7.30 kom beskeden om tekniske problemer og fire timers udsættelse. Problemerne blev løst, og lidt før middag kunne deltagerne bevæge sig til busserne. På landingsbanen blev vi sat af ved et russisk fragtfly fra 70’erne, som var blevet ”peppet” op med passagersæder i forreste ende af flyet.
Besætningen bestod af tre russiske mænd. Al kommunikation foregik med håndtegn, da det larmede vildt, så tak til de udleverede ørepropper. Inden landingen blev der skruet ned for temperaturen i flyet, og så var det på med de fyldige rober og skibriller, så intet hud var blottet for vinden. Landingsbanen var en ni km lang glidebane af is. Det blev en meget blid landing, underlaget taget i betragtning.
Jernstigen tages ned fra væggen, døren åbnes, og kulden trænger ind i flyet. Trappen føres ud gennem døren, og det er tid at sætte fødderne på den antarktiske is. Der er blå himmel og en kraftig vind, og kulden er gennemtrængende selv gennem polartøjet. Der tages de obligatoriske billeder af deltagerne foran flyet, og derefter skynder vi os ind i den første amerikanske van, som begynder en ca. otte km tur til Base Camp Union Glacier. Da vi træder ud af bilen, er det stort set vindstille, fuldstændig blå himmel og -15gr.
 
Danskerne er kommet
 
Herefter bliver vi ført rundt i campen, der er indkredset med røde flag. Det er ikke tilladt at bevæge sig udenfor dem, da der er store issprækker tæt på lejren, som er identificeret via radarbilleder af isen.
Vi får fundet vort telt, og som det første opsættes det største af vore danske flag på teltet. Danskerne er kommet til Antarktis.
Det er derefter blevet tid til første måltid i lejren, og det viser sig at være en positiv kulinarisk oplevelse med både hovedret og dessert. Spiseteltet var åbent 24 timer, så man kunne få varmen, drikkevarer og snacks.
Om aftenen var den første briefing fra campledelsen. Vejrforholdene bød på overskyet, chillfaktor på -35-30 grader og kraftige vinde på store dele af ruten. Ved overskyet vejr er det svært at se konturerne i sneen og derved fornemme underlaget. Det gør det farligt at løbe, så derfor blev løbet udskudt til fredag kl. 12.00.
 
Toiletbesøg en kold fornøjelse
 
Ved sengetid var det stadig lyst, da sommertid på Antarktis betyder lys døgnet rundt. Den udleverede polarsovepose blev hurtigt varmet op. Desværre måtte jeg på toilettet i løbet af natten, hvilket var en ualmindelig kold fornøjelse. Vejret var allerede skiftet, og temperaturen var faldet markant, fra da vi gik i seng.
I toiletbygningen var der to toiletsæder oven på en kasse lige ved siden af hinanden. En kasse til løst og en til fast indhold – og reglen var, at man selvfølgelig skiftede bræt undervejs, hvis indholdet gik fra det ene til det andet. Grunden hertil var, at alle menneskelige efterladenskaber skulle tages med retur til Punta Arenas.
Om morgenen var der iskrystaller på indersiden af teltet, og vi havde travlt med at komme op i spiseteltet og få en kop med varmt. 
Torsdagen stod på testning af løbetøj, og mine ben føltes dejligt lette, sådan lidt gazelle-agtige, så jeg glædede mig bare endnu mere til løbet. Resten af dagen gik med kortspil, snak med de andre deltagere samt med Aviaaja – en dansk pige, som havde sin første sæson i lejren.
 
Raceday – og så utilpas…
 
Efter en god lang nattesøvn uden toiletbesøg var det tid til de indledende forberedelser.
Eller det var i hvert fald planen, da jeg vågnede. Men desværre følte jeg mig ikke frisk, og mit energiniveau lå under optimalt. Jeg rystede, havde det for varmt og var utilpas. Ikke den perfekte start, men min ja-hat hænger aldrig langt fra mig. Så der var ikke andet for end at komme op i spiseteltet og gå i gang med at få fyldt depoterne op.
Jesper var meget urolig for Signe på dette tidspunkt…
Kl. 10.00 var der sidste briefing, og her blev det endeligt bekræftet, at løbet startede kl. 12.00.  Jeg gik en tur forbi lægen, så hun var klar over min situation – fik taget blodtryk, temperatur og puls, og da alt var indenfor normalen, lød recepten: ”Tag det stille og roligt, drik godt med væske på stationerne og nyd landskabet.”
Med det i baghovedet kunne jeg nå én time i polarposen, og derefter fik jeg det bedre og stod til start med Jesper ved min side – klar til et eventyr på Union Glacier med blå himmel, -12 gr. og chillfaktor på ca. -20gr.
 
Som i løst strandsand
 
Selve maratonruten var en halvmaraton, der skulle løbes to gange med start og slut i campen. På ruten er der to bemandede og et ubemandet checkpoint med væske og forskellige snacks. Ruten er markeret og forsøgt præpareret, men stadig føltes det som at løbe i løst strandsand ved vestkysten.
Klokken 11.45 klar ved start, og spændingen i hele kroppen stiger. Et par tyvstarter til glæde for fotograferne, og kl 12.00 med en drone svirrende over vore hoveder går starten endelig til Antartic ICE Marathon 2016.
Med Dannebrog mellem os løber vi over startlinjen og er i gang med vore livs oplevelse.
De første to kilometer går med at vænne sig til løbeunderlaget. Efter ca. seks kilometer skifter ruten retning, og det er knivskarp modvind ned mod check point 1. Snupper hurtigt lidt varmt vand med cola og forsætter – nu med vinden i ryggen. Næsten 10 kilometer lang sneklædt stigning, hvor man ikke kan andet end betages af den fabelagtige udsigt. Gletsjeren skinner blåt, og solens genskær fra sneen gør, at vi havde god sigtbarhed.
 
Det er tid til at gå…
 
Ved checkpoint 2, efter ca. 15 km, løber motoren tør for energi, og det er tid til at gå. Resten af turen bliver der filmet, taget billeder, snakket med de andre løbere, der passerede, krammet med de udklædte frivillige på checkpoints, skålet i varmt vand, fortalt jokes og kigget på det mest storslåede og barske landskab, jeg nogensinde har været i.
Jesper er sprængfyldt med energi og lidt frustreret over, at det ikke er mig, der løber et par meter foran ham. Men sådan er livet nu engang – uforudsigeligt.
Flere gange siger jeg til ham, at han er fri til at lege hvirvelvind over isen, men som den loyale ven, han er, forbliver han ved min side og underholder mig med sin bornholmske accent, og de sidste 500 meter bliver løbet med Dannebrog mellem os.
Det var en kæmpe forløsning for mig at komme over målstregen, og glædestårerne fik frit løb. At gennemføre med de forudsætninger fra formiddagen gjorde bare, at følelsen af at lykkedes og udleve sin store drøm blev forstærket. Jeg havde virkelig givet den alt, og hele mit følelsesregister var blevet foldet på de syv timer, det tog at kæmpe mig igennem sneen.
Åhhh, hvor det føltes godt at få den medalje om halsen.
 
Èt minuts varmt bad
 
Det var tid til et bad, hvilket er en langsommelig proces på Antarktis, da vand kommer fra sneen, som først skal smeltes og så varmes op.
Resultatet er, at en spand vand tager adskillige minutter at få fyldt. Vandet køles ned ved at putte sne i spanden. Efter at have måske fem liter vand løber hanen tør for varmt vand. Vandet tages ind i bruserummet og en slange tilkobles, og en pumpe puttes ned i spanden. Et minuts varmt bad efter et maraton blev nydt i stor stil og for mig en del af charmen ved at leve på naturens præmisser.
Efter bad var det tid til at fejre resultatet. Varm mad og cola – det var min krop glad for. Den salighed i kroppen, jeg har efter at have løbet et maraton meldte sig snart – og sammen med trætheden.
 
 
Jespers nedkølingsløb
 
Polarposen kaldte, men klokken ca. 24 kom Jesper ind – og på klingende bornholmsk og lettere slingrende tog han sit startnummer. Han smågrinede og forsvandt ud af teltet. Et stykke fra teltet var der kådhed i luften med diverse engelske accenter. 10 minutter senere kom han majestætisk ind i teltet, pavestolt og kunne berette, at han nu havde repræsenteret Danmark i det Antarktiske ”nedkølingsløb”. Påklædning for deltagelse var polarstøvler og startnummer – i løb 200 m. før den officielle mållinje.
Dejligt, at Jesper tog én for holdet, så jeg kunne passe polarposen.
 
 
Det havde jeg ventet på siden 2013
 
Lørdag morgen var jeg frisk, kun lidt øm i baglårene og glad. Der var en løssluppen og euforisk stemning i lejren, og der gik ikke lang tid, før de første øl blev åbnet. Efterfølgende forsatte fejringen, og de løbere, der dagen forinden gennemførte marathonløbet og sikrede sig en plads i den eksklusive The 7 Continents Marathon Club, skulle have medaljen over dem alle.
Dette øjeblik havde jeg ventet på siden 2013.
Og ja, jeg hoppede op i armene på løbslederen, fik medaljen om halsen og har gået rundt med et stort smil på læben lige siden.
Den følelse vil jeg kunne mærke resten af mit liv. Det var SÅ stort for mig, at ingen ord kan beskrive det.
Det var den ultimative afslutning på min drøm.
En drøm om at løbe over hele verden har givet mig mulighed for at møde så mange elskværdige og unikke mennesker, jeg har fået venskaber for livet.
Min nysgerrighed på mennesker, og hvad det er, der tænder deres gnist.
At lykkes, når alt ser sort ud – det vil berige min videre livsrejse, der forventeligt kommer til at indeholde elementer af vand.