Indenfor det næste års tid vil det jubilerende Værum Vandværk efter lang og tro tjeneste blive afløst af et nyt værk. Byggeplanerne er godkendt af interessenterne, og værkets bestyrelse står i begreb med at skulle indhente priser på arbejdet
 
Hvad omkostningerne ved et nyt værk bliver, kan formanden, Jørn Sminge, derfor ikke pt. sige noget om, men det nye værk placeres på samme areal mellem Vissingvej og Hammelvej, hvor det eksisterende værk ligger.
Baggrunden for byggeplanerne er ønsket om fortsat problemfrit at kunne levere tilstrækkelig vand til det stigende antal beboere i Værum, siger Jørn Sminge. Og med en beholder fra 1930’erne vil der alligevel inden længe være blive behov for en ny. Derimod er der løbende sket udskiftning af rørledninger, filtre, stophaner og vandure, der i dag radio-aflæses. Værket har tilladelse til at oppunpe 50.000 m3 fra de to ca. 130 meter dybe boringer, og vandkvaliteten er med tilsynsmyndighedernes ord glimrende.  Værket leverer i dag vand til168 interessenter.
I stiftelsesåret beløb antallet af interessenter sig blot til de ca 60 fremsynede beboere, som skriftligt havde bundet hinanden op på at etablere og drive Værum Bys Vandværk. For at realisere planerne måtte de optage et lån på 16.000 kr. i Randers Omegns Sparekasse. En betragtelig sum, når man betænker, at smeden fik to kroner for at reparere en stophane.