Borgmester Claus Omann Jensen (V) tjener mere end statsministeren. Det er for meget, mener to byrådspolitikere, der vil have byrådet med på at bede Folketinget om lov til at sætte borgmesterlønnen ned

 

Den 1. januar 2017 fik Randers-borgmester Claus Omann Jensen (V) en klækkelig lønforhøjelse. Lønchecken voksede nemlig med intet mindre end 263.657 kroner om året. Dermed kommer den løn, Omann får fra Randers Kommune for at bære rundt på borgmesterkæden, op på 1.103.327 kroner om året.

Men det er ikke det eneste, der skæpper i borgmester-kassen. Ud over at Omann ejer en møbelfabrik, der sikkert også spytter lidt i kassen, har han i kraft af borgmesterposten også sikret sig nogle mere end almindeligt velbetalte ben.

Omann sidder nemlig med disse poster:

  • bestyrelsesformand for Verdo (350.000 kroner om året)
  • bestyrelsesformand for PBU (110.000 kroner om året)
  • Væksthus Midtjylland (50.000 kroner om året)
  • Støvringgaard Kloster (10.000 kroner om året)

Dermed kommer Claus Omann Jensens samlede årsløn op på 1.623.127 kroner. Til sammenligning tjener statsminister Lars Løkke Rasmussen 1.464.148 kroner om året.

Det får nu to politikere i Randers Byråd til at kræve, at borgmesteren nøjes med mindre.

“Det er helt vildt uretfærdigt. Når jeg ser på, hvad de mennesker, der hver dag står tidligt op for at tage sig af vores børn og ældre, får i løn, så synes jeg, det skriger til himlen, at borgmesteren lige nupper sig en lønforhøjelse, der svarer til, hvad mange af de mennesker tjener på et helt år. Det er, som om at jo hårdere og vigtigere et arbejde er, des lavere er lønnen. Det er helt forkert”, siger Kasper Fuhr Christensen, medlem af Randers Byråd for Velfærdslisten.

 

Skal bede Folketinget om lov

Borgmesteren kan selv bestemme, om han vil betale noget af sin løn tilbage til kommunen. Til gengæld kan Randers Byråd ikke bestemme, at han skal nøjes med en mindre løncheck. Borgmesterlønnen er nemlig bestemt ved lov. De såkaldte frikommuneforsøg giver imidlertid kommunerne mulighed for at gå nye veje, hvis folketingspolitikerne giver dem lov.

“Derfor er jeg og Velfærdslistens Kasper Fuhr Christensen gået sammen om at foreslå, at Randers Byråd skal bede politikerne på Christiansborg om lov til at sætte borgmesterlønnen ned som et såkaldt frikommuneforsøg”, siger Jens Laursen, byrådsmedlem for Beboerlisten.

Men forslaget drejer sig ikke kun borgmesteren. Det handler om alle byrådsmedlemmerne. Forslaget går nemlig ud på, at de penge, som borgmesteren og byrødderne tjener på ekstra ben uden for kommunen, skal modregnes deres løn. For borgmesteren vil det betyde en lønnedgang på hele 520.000 kroner om året.

“Hvis byrådet er med på forslaget, sikrer vi mindst 520.000 kroner mere til den nære velfærd. Det flytter ikke bjerge, men der er ingen tvivl om, at pengene trods alt vil gøre større gavn for udsatte og syge”, siger Kasper Fuhr Christensen.

“For forslagsstillerne handler det især om at fjerne de økonomiske gulerødder, der gør benene så eftertragtede”, siger Jens Laursen.

Kasper Fuhr Christensen supplerer:

“Borgmesteren har så mange kasketter, at jeg i tit kommer i tvivl om, hvornår han optræder som borgmester, og hvornår han for eksempel er formand for Verdo. Han har flere gange måttet forlade byrådssalen, fordi han også sidder i bestyrelsen for selskaber, der har store økonomisk interesser i de sager, vi behandler i byrådet. Det er et stort problem, at man ikke kan være sikker på, om borgmesteren er kommunens og borgerens mand, eller i stedet er i lommen på et privat selskab”.

 

Drop lønforhøjelsen

Hvis byrådet vender tomlen nedad til forslaget om, at ekstra ben skal modregnes i lønnen, foreslår de to byrødder, at byrådet så i det mindste beslutter at bede Folketinget om lov til at tilbagerulle den lønforhøjelse på intet mindre end 263.657 kroner, som Claus Omann Jensen fik pr. 1. januar 2017.

De to byrådspolitikere vil dog gerne komme med en fælles opfordring til borgmesteren.

“Vi synes, det ville klæde borgmesteren, hvis han helt frivilligt droppede lønforhøjelsen, så pengene i stedet kunne til at gøre gavn for nogle, der virkeligt mangler dem”.