Lørdag var der mange, der fandt vej til Turbinen, hvor bandet Escape 42 sammen med Turbinen og Popshit Studiet arrangerede en indsamlingskoncert til fordel for Danmarks Indsamlingen. Eftermiddag var det børn, der troppede op og aften var det de unge og voksne, der i stor stil fandt vej til seks timers musik

Blandt de der støttede op var både voksne, unge og børn. Om eftermiddagen var det blandt andet Mek Pek, der varmede op under børnene, der kom ind for en flad 50´er.
I salen blev der blandt andet solgt slush Ice og kager og også salget herfra gik til Danmarks Indsamlingen.

”Der var godt med folk og Onkel Jes, der også optrådte donerede en 50´er fra sit cd salg også, godt nok kun tre cd´er, men det er alligevel penge”, fortæller Jonas Petersen fra Escape 42.
Sammen med resten af bandet har han ligget vandret den sidste måned for at stable arrangementet op benene. De har været rundt i byen for at samle sponsorgaver til det amerikanske lotteri, der også genererede penge til indsamlingen. ”Vi har opdaget at Randers er en meget engageret by, der bakker op om sådan noget her. Nogle af de små lokale forretninger har virkelig taget godt imod os, når vi har været forbi efter gaver til lotteriet. De har været meget villige, og det er vi taknemmelige for”, supplerer Simon Svendsen.

Også de lokale upcomingbands har været gode til at sige ja til at spille lørdag aften.

”Normalt er vi jo en slags konkurrenter, men alle har gerne vil bakke om projektet, og det er fedt at være sammen med de andre musikere i byen og mødes på en lidt andet måde her i dag. Vi er mange der mødes på kryds og tværs og er sammen privat. Så det er fedt at spille side om side”, siger Casper Mathiasen.
”Og hvad er bedre end at dele det man er engageret og passioneret omkring med andre. At lave det man elsker og flette det sammen med at hjælpe andre”, siger han.

Der var ikke solgt så mange billetter i forsalg, men sådan er det i Randers, siger Jonas Petersen.
”Her i Randers møder man bare op, når det er upcomingbands. Man beslutter sig i sidste øjeblik om man skal af sted. Det er vi vant til.” Bandet er glade for den opbakning, der trods alt har været til arrangementet, der strakte sig fra lørdag eftermiddag kl. 13 til natten til søndag kl 01.

”Vi fandt 40 sponsorer til at støtte, og det er vi virkelig glade for foruden de mange mennesker, der er mødt op her lørdag. Det er en fed følelse, at der er så god respons. Så lægger man også lidt flere kræfter i det, når man får sådan en opbakning”, siger Jonas Petersen.
Foruden præmier til lotteriet, lykkedes det også bandet at finde sponsorer, der ville betale det honorar som Mek Pek skulle have. ”Han var også god til at give os en rimelig pris, der var ikke noget der”, fortæller Simon Svendsen.

Og med dette arrangement viser Escape 42 også at de unge faktisk godt kan.
”Der er nogle fordomme om, at de unge er dovne og ikke gide gøre noget. Men jeg synes, at vi viser her i dag, at de unge faktisk godt kan og vil, og de står sammen, når det gælder”, siger Simon Svendsen.

Det var ved redaktionens deadline endnu ikke opgjort, hvor mange penge, der blev samlet ind.